Fortuna i pokalsemifinalen
Foto: Michael Schmidt Thomsen (Arkiv)
Fortuna Hjørring spillede sig onsdag i semifinalen i pokalturneringen med en 4-0-sejr over Aarhus-klubben ASA.
Der var blot spillet tre minutter, da Fortuna Hjørring bragte sig foran, og herefter så kvinderne fra Vendsyssel sig aldrig tilbage i pokalkvartfinalen på udebane mod ASA fra Aarhus.
Fortuna Hjørring spillede sig i pokalturneringens semifinale med en sikker 4-0-sejr på mål af Sofie Junge, Sine Hovesen, Luna Gewitz og Janelle Cordia.
I semifinalen venter ligarivalerne fra Brøndby IF. Første kamp spilles i Hjørring den 17. april, mens Brøndby har hjemmebane i returopgøret den 30. april.
Fortuna Hjørring har haft et fint tag på Brøndby i denne sæson. Hjørring-kvinderne har henvist Brøndby til andenpladsen i kvindeligaens grundspil, og har gode muligheder for at tage mesterskabet for næsen af de blå-gule.
Vinderen af pokalsemifinalen mellem Fortuna Hjørring og Brøndby IF er favorit til at løfte pokalen, når finalen spilles den 5. juni. Den anden semifinale er et opgør mellem Ballerup-klubben BSF og fynske OB.