Forsvundet 67-årig fundet død nær Mou
Foto: Michael Schmidt Thomsen (Arkiv)
Nordjyllands Politi har lørdag eftermiddag fundet liget af en mand på en mark nær Mou. Der er formentlig tale om den 68-årige mand, der har været forsvundet siden juni.
Lørdag eftermiddag klokken 13.32 modtog Nordjyllands Politi anmeldelse om at liget af en mand var blevet fundet på en mark nær Mou.
Politiet vurderer på baggrund af den afdødes påklædning, at der er tale om den 67-årige demente mand, der 12. juni forsvandt fra Mou Plejecenter.
Politiet ledte i flere omgange efter den 67-årige med hundepatruljer, og sendte også en helikopter i luften over Svenstrup-området, da vidner mente at have set den 68-årige mand, der var godt gående der. Over 30 kilometer fra hvor han forsvandt.
- Man er frustreret, man er magtesløs, man ved ikke, hvor ens far er henne, og man ved ikke, hvad der er hændt ham, sagde den ene af den 68-årige fire døtre til TV2 Nord to uger efter hans forsvinden.
Nordjyllands Politi oplyser, at intet tyder på at den afdøde er offer for en forbrydelse. De oplyser desuden at man arbejder på en endelig identifikation af den afdøde og at der i den kommende uge vil blive afholdt et retslægeligt ligsyn, der kan være med til at afdække dødsårsagen.