Første gang i Danmark: Nordjyske Jernbaner skal køre på ren naturgas
Foto: Nordjyske Jernbaner
Som det første kollektive trafikselskab i Danmark vil Nordjyske Jernbaner vil fremover køre på naturgas.
Nordjyske Jernbaner vil fra i dag udlede meget mindre forurening, når de kører med tog i Nordjylland.
Trafikselskabet har valgt at skifte al deres traditionelle diesel ud til fordel for GTL (Gas-To-Liquids), som er et brændstof lavet på naturgas.
Det er første gang, at et kollektivt trafikselskab i Danmark frigør sig helt fra brug af diesel. Brugen af GTL vil nedbringe partikeludledningen med 25 procent fra den ene dag til den anden.
- Vi vil gerne gå foran og bidrage med en grønnere togdrift. Derfor har vi besluttet at udfase diesel til fordel for GTL. Selvom vores tog er nye, udleder de stadig skadelige partikler og diesellugt. Derfor er det naturligt, at vi udnytter de muligheder, der rent faktisk er for at vælge et renere brændstof, siger administrerende direktør hos Nordjyske Jernbaner, Peter Hvilshøj, i en pressemeddelelse og fortsætter.
- Med skiftet til GTL nedbringer vi udledningen af skadelige partikler med helt op til 25 procent. Samtidig fjerner vi stort set alle gener forbundet med dieselos og -lugt. Dermed kan naboer til vores stationer og passagererne nu se frem til både mindre luftforurening og diesellugt fra vores tog.
Brænder langt renere end diesel
Nordjyske Jernbaner opererer 21 moderne dieseltog på linjerne Skagen-Skørping og Hirtshals-Hjørring. Det nye brændstof, som leveres af energiselskabet DCC Energi, brænder langt renere end traditionel diesel og kan uden videre påfyldes en dieselmotor.
Skiftet fra diesel til GTL er et stort og meget vigtigt skridt på vejen til en grønnere kollektiv trafik
Nuuradiin Hussein, bestyrelsesformand i NT
GTL er nogle få procent dyrere end almindelig diesel, men merprisen er ifølge Nordjyske Jernbaner og Nordjyllands Trafikselskab (NT), der har det administrative ansvar for afvikling af den kollektive trafik i regionen, godt givet ud.
- Skiftet fra diesel til GTL er et stort og meget vigtigt skridt på vejen til en grønnere kollektiv trafik. Det er netop en af grundpillerne i NT's igangværende transformation fra trafik- til mobilitetsselskab. Vi mener, at den kollektive trafik skal gå forrest i den grønne omstilling, og vi har nogle ambitiøse målsætninger om at være med til at sætte standarden, siger bestyrelsesformand i NT, Nuuradiin Hussein.
NT har i forvejen gode erfaringer med den bæredygtige trafik, efter de indførte Danmarks første CO2-neutrale regionalbusser.
Understøtter Klimaregion Nordjylland
Region Nordjylland er Danmarks første klimaregion, og regionsrådsformand Ulla Astman (S) ser også GTL som et godt skridt på vejen til renere kollektiv trafik.
- Vi har ikke mulighed for at køre på el i Nordjylland inden for en overskuelig fremtid. Men ved at droppe diesel i togene kan vi gøre meget for både miljø og luftkvalitet. Derfor ser jeg Nordjyske Jernbaners skifte fra diesel til naturgas som det helt rigtige at gøre på nuværende tidspunkt. At vi så samtidig kan gøre det uden store investeringer og fordyrelser, gør jo bare beslutningen endnu bedre, siger Ulla Astman.
Nordjyske Jernbaner har fået første levering af GTL primo februar og kører allerede nu på ren GTL-brændstof.