Først stemte Sebbelin for lock-out - nu fortryder han
Foto: Bruno Stagsted
Leon Sebbelin sat på plads af sit bagland om lockout-varsel.
Som medlem af KLs bestyrelse stemte borgmester Leon Sebbelin for at varsle lock-out. Så satte baglandet og partiformand ham på plads - og nu fortryder han.
Det er kun en dags tid siden, at Rebild Kommunes borgmester Leon Sebbelin lagde stemme til, da Kommunernes Landsforenings bestyrelse gik ud og varslede lockout. I dag har De Radikale byrådsmedlemmer på et gruppemøde enstemmigt besluttet, at partiet ikke bakker op om KLs beslutning.
Det efterlader Leon Sebbelin i lidt af en suppedas, hvor han i går stemte stik imod holdningen i sit eget parti. Og det får partiformand Morten Østergaard til at lægge klar afstand til Leon Sebbelins beslutning i et opslag på Facebook.
- Her til formiddag har de radikale byrådsmedlemmer holdt møde i Aalborg om de kuldsejlede overenskomstforhandlinger. De har enstemmigt konkluderet, at der ikke er opbakning til KL’s lockoutvarsel, der vurderes til at være helt ude af proportioner i den nuværende situation, står der i opslaget, der er udsendt tidligere i dag.
Derfor har Leon Sebbelin i dag været indkaldt til møde, hvor partiets linie er gjort klar for ham, og han fortryder nu at have stemt for en lockout.
- Hvis jeg kunne stemme om med den viden, jeg har fået i dag, så havde jeg stemt anderledes i går, siger han til TV2 Nord.
Signalforvirringen er da også så tydelig, at partiformand Morten Østergaard lægger kraftig afstand til Sebbelins beslutning i går:
- Der er brug for en forhandlet løsning, der anerkender den vigtige indsats, alle de offentlige medarbejdere bidrager med i Danmark. Den linje tager Radikale Venstres medlem af KL’s bestyrelse, Leon Sebbelin, med sig i det videre arbejde. Det synes vi, er en klog beslutning. Vi har tidligere beklaget forløbet i 2013, som desværre endte med et lovindgreb. Og vi mener, at KL’s lockoutvarsel er alt for vidtgående og helt ude af proportioner, skriver han i opslaget.
Leon Sebbelin forklarer overfor TV2 Nord, at han har siddet i bestyrelse i tre måneder på et afbud og traf sin beslutning på baggrund af det, han havde lært og hørt i KLs bestyrelse i den periode.
- Ja, jeg traf den beslutning, jeg traf. Og så tog vi en snak om det (i gruppen, red.) i dag, og så har vi lavet den her udtalelse, og den kan jeg fuldt og helt stå bag og arbejde ud fra, siger Leon Sebbelin om partiets beslutning.
Men med de nye oplysninger og afklaring fra partiet ville han ønske, at tingene var gået anderledes.
- Ja, hvis jeg skulle stemme i dag, ville jeg have stemt anderledes - i respekt for den udtalelse, 51 radikale byrødder har drøftet og blevet enige om og ikke efter mine egne konklusioner, lyder det fra borgmester Leon Sebbelin.