Forsker for en million i atrieflimmer
Foto: Aalborg Universitetshospital
Nyt forskningsprojekt skal øge kvaliteten af blodfortyndende behandling hos patienter med atrieflimmer. Den nuværende behandling har nemlig den bivirkning, at den øger risikoen for hjerneblødninger.
Patienter med atrieflimmer har en øget risiko for apopleksi (slagtilfælde), hvorfor langt de fleste af disse patienter får forebyggende blodfortyndende behandling.
Desværre er denne behandling også forbundet med en øget risiko for hjerneblødninger, og lægerne må derfor altid afveje risiko ved blodfortyndende behandling mod risikoen for apopleksi.
Nu sætter et nyt forskningsprojekt til en million kroner ved Aalborg Universitetshospital særligt fokus på, hvordan man kan gøre det bedre for patienter med atrieflimmer.
- Vi vil studere patienter med atrieflimmer, der har overlevet en hjerneblødning. De er stadig i risiko for apopleksi, men har også oplevet den værste bivirkning ved behandlingen. Vi vil blandt andet undersøge, om genoptagelsen med blodfortyndende behandling med nye og ældre lægemidler kan anses for sikker i forskellige undergrupper af disse patienter, som har overlevet en blødning i hjernen, forklarer Peter Brønnum Nielsen, der er forsker ved Aalborg Universitetshospitals enhed for tromboseforskning.
Projektet, der vil løbe over de næste to år, er støttet med 150.000 Euro (svarende til 1,1 mio. kr.) fra European Thrombosis Investigator Initiated Program.