Formue stjålet fra bankboks i Hjørring
Foto: Nationalbanken
Lene Trudslev mistede stor opsparing og alle sine arvesmykker, da tyve uhindret gik ind i Jyske Bank i Hjørring og forsynede sig.
NORDJYSKE kan afsløre, hvordan det lykkedes to drevne tyve i løbet af få dage at opbryde i alt 50 værdibokse i Holstebro, Struer og Hjørring, og slippe væk med kontanter, smykker og andre værdier for i alt ca. 700.000 kroner.
I Jyske Bank i Hjørring skete indbruddene midt i åbningstiden, og de første indbrud blev først opdaget af banken mere end en uge efter, at det var sket.
Lene Trudslev fra Hjørring mistede et meget stort kontant beløb og alle sine arvesmykker. Efterfølgende har banken tilsyneladende lagt låg på sagen.
- De må tage et ansvar. Der er et kæmpe problem med opsyn med boksene, siger en vred Lene Trudslev, der kun har fået et mindre beløb fra sin indboforsikring.
Tyv ville låne toilettet
Overvågningskameraer viser, hvordan gerningsmanden 29. januar er gået ind i banken. Godt tilknappet har han henvendt sig ved skranken og bedt om at låne kundetoilettet.
Han er derefter gået ned i kælderen, hvor toiletterne ligger ved siden af rummet med bokse. Han har i løbet af få minutter brudt tre bokse op med et lille brækjern, og derefter gået uhindret ud af banken igen.
- Filialdirektøren har på et informationsmøde forsikret, at ingen får adgang til boksrummet uden at de bliver fulgt af en medarbejder, der netop har til opgave at holde øje med trafikken ud og ind af boksrummet, fortæller Lene Trudslev.
Indbrud nummer to
Først efter indbruddet, der ramte Lene Trudslev, opdager banken, at der faktisk også har været et indbrud en uge tidligere.
21. januar er to gerningsmænd gået ind i boksrummet og har brækket to bokse op. Der er altså gået mere end en uge, hvor banken ikke har registreret et indbrud i boksrummet.
Jyske Bank har sagt til Lene Trudslev at de vil kigge på sagen, men her godt et år efter har hun ikke hørt noget. Bægeret var fyldt da hun ved nytår fandt ud af, at banken, trods det der var sket, havde trukket leje på 430 kroner for boksen, på hendes konto.
- Jeg er så vred på banken, at de ikke tager et ansvar. Men for at jeg kan gå videre med en retssag, har jeg brug deres vurdering, og jeg har intet hørt, siger Lene Trudslev.