Formandsvalg deler nordjyske DF'ere
Foto: Philip Davali / Rtizau Scanpix
Morten Messerschmidt har opbakning fra en række lokalformænd i Nordjylland til at blive Dansk Folkepartis næste formand. Men andre - heriblandt et nuværende og et tidligere folketingsmedlem - vil helst undgå Messerschmidt og peger i stedet på Martin Henriksen. Se her, hvorfor en række delegerede fra Nordjylland på søndag stemmer, som de gør.
123 nordjyske delegerede stemmer ikke ens, når de på søndag sammen med godt 800 partifæller fra andre egne deltager i Dansk Folkepartis årsmøde. Det viser en rundringning, TV2 Nord har lavet til et bredt udsnit af partiets nordjyske bagland.
Folketingsmedlem Morten Messerschmidt har mange tilhængere i Nordjylland, og flere fremtrædende lokalforenings-formænd er stillere for ham, viser svarene. Andre foretrækker modkandidaten Martin Henriksen - enten fordi de synes, han er bedst, eller fordi de for alt i verden vil undgå, at valget falder på Morten Messerschmidt.
Den tredje tilbageværende kandidat, Merete Dea Larsen, har derimod ingen af dem, vi har talt med, nævnt som deres foretrukne kandidat.
Det er tydeligt, at især Morten Messerschmidt deler vandene. En lokalformand har fra flere medlemmer fået besked på, at bliver Messerschmidt formand, melder de sig ud. De begrunder deres modstand med, at de godt kan huske, da Morten Messerschmidt kaldte den daværende nordjyske DF'er Rikke Karlsson, der anede urent trav i de såkaldte Meld- og Feld-konstruktioner, "en lidt forvirret pige fra Rebild".
I landsdelens største DF-lokalforening - i Aalborg - med 35 delegerede er formanden, Hartvig Sørensen, ikke desto mindre stiller for Morten Messerschmidt, og i bestyrelsen er der flertal for at pege på ham. Den uafklarede Meld- og Feld-sag bekymrer ham ikke.
- Jeg har været sammen med Morten mange gange. Han er en behagelig og ikke spor højrøvet person, siger han.
Hartvig Sørensen fremhæver især, at Morten Messerschmidt har fremlagt et forslag, der vil give de enkelte storkredse et fast medlem af hovedbestyrelsen.
- Det er godt, at baglandet får mere indflydelse. Vi har den seneste tid fået alt for lidt at vide om, hvad der sker, siger formanden.
En anden delegeret fra Aalborg-foreningen, fhv. byrådsmedlem Ole Risager, hælder til at stemme på Martin Henriksen og har til dels samme begrundelse som sin formand, selv om de altså stemmer på hver sin kandidat:
- Martin Henriksen slår meget på, at han vil have hele landet med i hovedbestyrelsen. Det fremlagde han tidligt et ganske fornuftigt forslag til, som Messerschmidt derefter kopierede, siger Ole Risager, der yderligere siger om Martin Henriksen:
- Han er reel, nede på jorden og taler, så folk forstår det. Og så er han ikke - som Messerschmidt - "smart i en fart" med en hurtig replik og et charmerende smil, siger Ole Risager.
I Brønderslev Kommune støtter formanden, Danny Rosenkilde Nielsen, ubetinget Morten Messerschmidt. Han er "i mine øjne dén, der er bedst egnet til at samle partiet, velforberedt og veltalende," lyder det fra formanden, som tror, de fleste af de 10 delegerede fra Brønderslev stemmer ligesom han.
Formanden for DF i Hjørring Kommune, Kurt Jensen, ville egentlig nok have stemt på den lokale kandidat, Erik Høgh-Sørensen, men har hele tiden haft Martin Henriksen som anden-prioritet. Nu da Høgh-Sørensen har trukket sig, er Martin Henriksen "ubetinget den af de tilbageværende, jeg vil foretrække".
I Vesthimmerland er Liselotte Lynge Jensen både lokalformand og partiets eneste byrådsmedlem. Hun agter at stemme på Morten Messerschmidt, oplyser hun. I Frederikshavn er Thomas Hjort ligeledes både lokalformand og byrådsmedlem. Han holder for sig selv, hvem han støtter - og det samme gør viceborgmester Anne-Mette Ulstrup fra Jammerbugt Kommune.
Formanden for DF i Mariagerfjord Kommune, fhv. folketings- og byrådsmedlem Pia Adelsteen, vil til gengæld gerne fortælle, at hun er stiller for Morten Messerschmidt - i øvrigt ligesom gemalen, fhv. folketingsmedlem Kim Christiansen:
- Morten har erfaring, og han vil være den bedste til at samle partiet. Den måde, han kommunikerer på, kan jeg godt lide. Selv kompliceret EU-stof forstår han at formidle, så man forstår det, siger Pia Adelsteen.
Dansk Folkeparti har i dag to nordjysk valgte folketingsmedlemmer, Bent Bøgsted og Lise Bech. Bent Bøgsted har forlængst meldt ud, at han støtter Martin Henriksen. Morten Messerschmidt har, siger Bent Bøgsted, ikke hidtil vist sig som en god leder. "Og så har vi den Meld- og Feld-sag, der svæver i det fjerne. Jeg har ikke tiltro til, at han bliver frikendt. Det har jeg ikke", har Bent Bøgsted sagt.
Hans partifælle og folketingskollega Lise Bech har ikke ytret sig offentligt om, hvem hun foretrækker som formand, og Lise Bech har ikke reageret på TV2 Nords henvendelse.
To, der tidligere har repræsenteret Nordjylland på Christiansborg, ser også forskelligt på formandsspørgsmålet. Fhv. folketingsmedlem Morten Marinus, der i dag bor på Sjælland, er stiller for Morten Messerschmidt, mens byrådsmedlem i Thisted og fhv. folketingsmedlem Ib Poulsen er nået til den modsatte konklusion: Han stemmer på Martin Henriksen - og det er nok så meget et fravalg af den anden af de to mandlige kandidater:
- I min tid i Folketinget sad jeg i gruppeværelsen ved siden af Morten Messerschmidt. Han er en dygtig politiker med en misundelsesværdig hukommelse og rigtig gode formuleringsevner.
- Men, føjer Ib Poulsen til, al erfaring viser, at Messerschmidt ikke kan lede dem, han er uenige med. Det har vi set i flere omgange i Europa-Parlamentet. Og så mener jeg, det er farligt for partiet, at Messerschmidt partout vil have Pia Kjærsgaard ind i ledelsen igen. Det kan blive partiets endeligt; hun minder mig mere om mere om Mogens Glistrup i hans sidste tid, siger Ib Poulsen.