Forlystelser sættes til salg
Foto: TV2/Nord
Aalborg Kommune sætter nu forlystelserne fra Tivoli Karolinelund til salg
Forlystelserne fra det nu hedengangne Tivoli Karolinelund sættes nu til salg. Og det er selvom, at flere af forlystelserne er vurderet usælgelige, skriver Nordjyske.
I november sidste år besigtigede det schweiziske firma Spibox forlystelserne, hvor firmaet udarbejdede en rapport om hver af de 18 forlystelser. Spibox har vurderet forlystelserne til en samlet pris på 7,4 millioner, såfremt de bliver solgt inden for tre måneder.
Men for nogle af forlystelserne er der i den grad tale om et håndværkertilbud. For eksempel har Spibox i sin rapport vurderet, at "Kålormen" er i en sådan stand, at den ikke er mulig at sælge. Lignende vurdering går igen ved flere af de andre forlystelser.
Alt dette har Aalborg Kommune dog meget belejligt valgt at undlade i salgsmaterialet.
- Nej, for det må folk jo selv vurdere. Det synes jeg er lidt underligt at skrive i virkeligheden. Personligt synes jeg, at det ville være underligt, hvis vi sætter noget til salg, men at man ikke tror på, at det kan sælges. Det vil være fuldstændig grotesk, siger afdelingsleder i skole- og kulturforvaltningen, Claus Rene Pedersen til Nordjyske.