Forhandlinger med nordjyske læger brudt sammen
Praktiserende læger vil hæve taksterne, politikerne siger nej.
De praktiserende læger forlanger flere penge for sygebesøg, og det får nu to års forhandlinger mellem lægerne, regionen og kommunerne til at bryde sammen.
I to år har det såkaldte ”praksisplanudvalg” forhandlet med de praktiserende læger i Nordjyllands organisation PLO. Og indtil det sidste møde i denne uge tegnede alt til at ende med en aftale om takster og vilkår for lægernes arbejde i Nordjylland.
Men på det seneste møde mødte PLO op med nye krav til aftalen. Krav, som de nordjyske politikere ikke kunne godtage.
- Kort sagt handler det om, at lægerne vil have en højere betaling for sygebesøg end hidtil. De vil med andre ord have flere penge for det samme arbejde, og det kan vi politikere naturligvis ikke forsvare overfor borgerne i Region Nordjylland, forklarer Mads Duedahl (V), som er Sundhedsrådmand i Aalborg Kommune og en af de politiske repræsentanter i forhandlingerne.
Indtil nu har lægerne fået én takst for de almindelige sygebesøg og en forhøjet takst for mere komplicerede sygebesøg. Nu forlanger lægerne den høje takst for alle sygebesøg, og det har fået politikerne til at sige stop.
- Det er rigtigt ærgerligt at vi efter to års forhandlinger må opgive at nå til en aftale, når vi var så tæt på en løsning. Rent ud sagt er vi ret skuffede over, at PLO pludselig kommer med nye krav, når alle andre knaster efterhånden var forhandlet væk, siger Mads Duedahl til TV2 Nord.
Ifølge sundhedsrådmanden stod regionen til at få en ekstrapulje på op mod 20 millioner kroner, hvis det var lykkedes at lande aftalen. Penge som regionen nu går glip af.
De decentrale forhandlinger mellem regionerne og lægerne har kørt i hele landet. Indtil i denne uge var Nordjylland den eneste region, hvor man stod til at nå frem til en aftale, men ifølge praksisplanudvalget kommer forhandlingerne altså ikke i gang igen.