Forberedelserne i gang fire år i forvejen
Foto: Malte Abildgaard Christensen
Landsstævnet i Esbjerg blev afsluttet med en kæmpe ceremoni. Næste gang er om fire år - i Aalborg.
Om fire år står Aalborg for Landsstævnet. Derfor sendte kommunen omkring 50 mand mod Esbjerg for at gå i gang med forberedelserne.
Landsstævnet 2013 er kun lige færdigt, men Aalborg Kommune er allerede i gang med forberedelserne frem mod 2017.
- Det her er vores eneste mulighed for at se, hvad der bliver gjort til Landsstævne. Det er sådan set vores generalprøve, siger Skole- og Kulturrådmand, Anne-Dorte Krog (UP) til TV2/Nord.
Allerede på stævnets første dag, sendte Aalborg Kommune en større gruppe af sted. Deriblandt Anne-Dorte Krog.
- Vores koncept er anderledes end Esbjergs. Men vi kan lære rigtig meget alligevel. Det største problem bliver nok logistikken.
Også DGI Nordjylland var med på rundvisningen.
- For os bliver den største udfordring at få profileret den breddeidræt, der er skyld i, at vi er her, siger DGI Nordjyllands næstformand, Niels Mathiasen.
Fredag sendte Aalborg Kommune en række praktikere mod syd. Her skulle flere konkrete dilemmaer undersøges.
- Sådan et stævne slider virkelig på et græstæppe. Esbjergs er lige blevet kåret til det næstbedste - og det er det i hvert fald ikke mere. Så det er en udfodring vi også står over for. Især på Fjordmarken og stadion, siger Parkforvalter Erik Johnsen, mens han kører hænderne nænsomt over græsset.
I alt sendte Aalborg Kommune alene omkring 50 mand til Esbjerg, mens stævnet varede. Nu står den på hårdt arbejde inden de om fire år skal afholde næste Landsstævne.
TV2/Nord på Landsstævne
Hver dag fra torsdag til søndag sender TV2/Nord nordjyske reportager fra Landsstævnet i Esbjerg.
Se med hver dag klokken 19.30.