Foråret på vej: Sol og milde temperaturer venter Nordjylland
Tirsdag byder på sol og plusgrader.
Der venter en pæn vinterdag i det meste af Nordjylland. Fra morgenstunden af er der et skydække over det meste af landsdelen, men senere op ad dagen kan det ændre sig.
Der er gode muligheder for, at solen kan bryde igennem skyerne og vise sig i løbet af formiddagstimerne.
Temperaturerne vil fra morgenen af være plusgrader, og resten af dagen vil hele landsdelen komme op på fem-seks grader.
Tirsdag byder også på en jævn til frisk vind fra syd-vest, så det vil være mere blæsende end mandag.
Solen står op 07:51 og går ned klokken 17:01. Med andre ord betyder det, at dagen er tiltaget med to timer og tre minutter siden vintersolhverv.