Folk flytter fra Læsø
Læsø er den kommune i landet, hvor antallet af erhvervsaktive vil falde mest. Det viser en analyse, som Ugebrevet A4 har lavt på baggrund af befolkningsfremskrivningstal.
I år 2040 vil de børn, der i år fødes på Læsø, højst sandsynligt være flyttet fra øen. Læsø er nemlig den kommune, som mister flest erhvervsaktive i forhold til kommunens befolkning.
Knap fire ud af ti i den erhvervsaktive alder vil i år 2040 være forsvundet fra øen, og det er et fald på lidt over 11 procent. Det er det højeste fald i hele landet.
Selvom borgmester Thomas Wrichberg Olsen, Lokallisten, ikke frygter økonomiske problemer som følge af affolkningen, kalder han alligevel det faldende befolkningstal "et meget stort problem".
- Det bliver sværere at drive de forskellige institutioner med så lille et befolkningstal, siger han til Ugebrevet A4.
Læsø Kommune samarbejder med ti konsulenter i Frederikshavn Kommune for at hjælpe øens virksomheder, så de unge mennesker ikke nødvendigvis flygter fra øen på grund af manglende jobmuligheder.