Fødevareminister retter ind efter kritik: - Dansk honning skal være lavet i Danmark
Foto: Jesper Bo Winther
Med meget lille skrift står der på den 'dansk producerede' honning, at honningen faktisk ikke kommer fra Danmark. Nu skal reglerne laves om.
Efter TV2 Nords afdækninger og kritik fra danske biavlere vælger fødevareminister nu at ændre regler, så forbrugerne ikke bliver vildledt, når de køber honning fra andre lande.
Det skal være slut med at hælde honning fra fjerne lande på glas i Danmark, klistre Dannebrog på og så mærke varen med 'dansk produceret'. Det fastslår fødevareminister Mogens Jensen, som nu har bedt Fødevarestyrelsen om at ændre på den hidtidige fortolkning af EU-reglerne, så forbrugerne ikke bliver vildledt.
Det sker, efter TV2 Nord i en lang række artikler og tv-indslag har gjort forbrugere og politikere opmærksomme på, at et dansk flag på et glas honning ikke nødvendigvis betyder, at de gyldne dråber nu også er produceret af bier og producenter i Danmark.
Styrelsen skal også se på, om der er problemer i forhold til andre fødevarer, som primært består af én ingrediens fra udlandet.
I dag kan en dansk virksomhed fuldt lovligt købe honning fra for eksempel lande uden for EU, og så mærke produktet med 'dansk produceret' og dansk flag, hvis forbrugeren på bagsiden af glasset kan læse, at honningen kommer fra lande uden for det europæiske fællesskab.
- At en fødevare er dansk produceret, er for mange forbrugere både i Danmark og i udlandet et kvalitetsstempel. Det stempel skal ikke kunne pryde fødevarer, som ikke har det fjerneste med Danmark at gøre, fastslår fødevareminister Mogens Jensen.
Og nu tager ministeren altså konsekvensen og laver reglerne om.
Han har nu bedt Fødevarestyrelsen om et serviceeftersyn af reglerne. Fødevarestyrelsen skal vurdere, hvilke nationale mærkningskrav Danmark kan stille til bl.a. honningproducenterne, der henter deres råvarer uden for Danmarks grænser, uden at Danmark kommer i konflikt med EU-reglerne.
- I Sverige har de en vejledning om, hvordan virksomhederne kan mærke deres produkter korrekt – en slags ’best practice’ - som skal sikre, at kunderne tydeligt kan se, hvor honningen kommer fra. Så kan forbrugeren på et oplyst grundlag vurdere, om de nu også får det produkt, de forventer og betaler for. Den model har jeg bedt Fødevarestyrelsen arbejde videre med, fortæller Mogens Jensen.
Fødevarestyrelsen forventer, at den nye vejledning er klar ved udgangen af 2019.