Flugt fra små varmeværker
Foto: Tv2nord.dk
De små kraft-varmeværker i Mariagerfjord kommunes kunder flygter i så stort stil, at lokalpolitikerne bliver nødt til at finde en løsning på problemet.
Det skriver P4 Nordjylland.
Prisen på varmen på nogle af værkerne overstiger de udgifter, den enkelte husstand ville have ved at varme op med hver sit, private oliefyr.
Det er især de naturgasfyrede kraft-varmeværker, der har så høje varmepriser, at de har svært at holde på kunderne. Det er værker af den type, der forsyner husstandene i Astrup, Rostrup, Oue, Veddum, Visborg, Skelund og Øster Hurup, skriver P4 Nordjylland.
Dyrest er det for de 416 kunder under Veddum-Skelund-Visborg Kraftvarmeværk. Hér er den årlige varmeudgift næsten 8.000 kroner større, end hvis de selv klarede opvarmningen med oliefyr.
Derfor er der nu 17 husstande, der ønsker at melde sig ud af varmeforsyningen fra Veddum-Skelund-Visborg Kraft-varmeværk. De mener ikke, de er forpligtet af værkets 18 måneders opsigelsesvarsel, ligesom de heller ikke mener sig forpligtede til at betale en udtrædelsesgodtgørelse på 60.000 kroner pr. husstand.
Der hersker en del usikkerhed om, hvorvidt medlemmerne rent faktisk kan melde sig ud - uden at betale de 60.000 kroner. Der er endnu ikke truffet nogen endegyldige, retsafgørelser på det punkt.
I første omgang skal politikerne i Mariagerfjords Teknik- og Miljøudvalg mandag diskutere, hvad kommunen kan gøre ved problemerne.