Flugt fra folkekirken: Giver økonomi og inflation skylden
- Det er alvorligt, siger overhovedet.
Troen kan flytte bjerge. Sådan lyder et ordsprog, der trækker tråde til det Det Nye Testamente.
Troen på at folkekirken udretter fantastiske ting ser dog ud til at være dalende. I hvert fald bedømt ud fra folkekirkens medlemstal, som atter engang er faldende.
I 2023 er 81,1 procent af befolkningen medlemmer af folkekirken mod 81,9 procent i 2022 og 82,4 procent i 2021 i Aalborg Stift.
I alt 1233 meldte sig ud af folkekirken i den aalborgensiske stift i 2022.
- Folkekirken kan godt klare, at nogle tusinde melder sig ud. Men det er alligevel alvorligt, at mange har haft en oplevelse af, at folkekirken ikke er relevant i deres liv, siger biskop i Aalborg Stift, Thomas Reinholdt Rasmussen, inden han kommer sit bud på, hvorfor så mange melder sig ud.
- Jeg tror, at inflation og økonomi spiller ind, så folkekirken må blive bedre til at fortælle, hvor vigtigt medlemskabet er, selvom vi må prioritere pengene, siger han.
Plads til forbedring
Udover de førnævnte faktorer nævnes indvandring også som en af årsagerne til den faldende medlemsprocent.
- Vi skal blive bedre til at være noget for de borgere, der kommer hertil fra andre kulturer. Vi er ikke dygtige nok til at integrere dem, der kommer fra andre kulturer og lande. Det er vores akilleshæl, og her har vi virkelig en opgave, siger Thomas Reinholdt Rasmussen.
Han opfordrer i den forbindelse regeringen til at genoprette det migrantudvalg, der blev nedlagt af den forrige regering.
Udvalget undersøgte blandt andet muligheden for dobbelt medlemskab, så kristne indvandrere og efterkommere ikke behøver at melde sig ud af deres migrantkirke for at melde sig ind i folkekirken.
Medlemstallet i Aalborg Stift er det næsthøjeste blandt landets ti stifter. På landsplan er medlemsprocenten dalet fra 73,2 procent i 2021 til 72,1 procent i 2022.
Folkekirken kan dog glæde sig over, at der er en stigning i barnedåbs- og konfirmationstallet.