Flere unge vil i gymnasiet - her søger de hen
Foto: Arkivfoto/Simon Mølgaard
I alt 4.666 unge har søgt ind på enten stx, hf, hhx, htx eller pre-ib, hvilket er en mindre stigning i forhold til 2021. Arkivfoto
Flere nordjyske unge har i år sat kryds ved en gymnasial uddannelse til trods for generelt faldende ungdomsårgange i Nordjylland.
I alt 4.666 unge har søgt ind på enten stx, hf, hhx, htx eller pre-ib, hvilket er en mindre stigning i forhold til 2021.
Stigningen er bemærkelsesværdig, fordi der endnu en gang er tale om en ”corona-årgang”, der ikke har kunnet komme til åbent hus og brobygning på ungdomsuddannelserne i samme omfang som tidligere.
Stx, studentereksamen fra det almene gymnasium, er den gymnasiale ungdomsuddannelse, som udbydes flest steder i Nordjylland, og som tiltrækker flest ansøgere.
Der er særligt brug for unge, der lærer matematik og naturvidenskab, fordi der er særlig mangel på teknikere, ingeniører og andre universitetsuddannede i fysik, kemi og bioteknologi
Søren Hindsholm, rektor
I år har 2325 unge valgt en nordjysk stx som førsteprioritet, hvilket er en stigning på ca. 125 ansøgere i forhold til sidste år.
Stabile tal for Hf, hhx og htx
Hf, som i 2021 oplevede stor fremgang, ligger på samme niveau i år, mens søgningen til erhvervsgymnasierne, hhx og htx, ligger stabilt.
Den mindste af de gymnasiale uddannelser, den internationale pre-ib som udbydes i Hasseris, har også oplevet øget søgning i år. Ansøgertallene er 1. prioritetsansøgere, og omfatter dermed også ansøgere, der skal til optagelsesprøve.
- Det er rigtig positivt, at så mange unge vælger en ungdomsuddannelse og dermed ruster sig til videregående uddannelse og fremtidens arbejdsmarked. Samtidig får vi manet en bekymring i jorden, da vi frygtede, at de gentagne corona-nedlukninger ville betyde, at færre unge ville søge direkte videre på en ungdomsuddannelse, siger Peder Key Kristiansen, medlem af regionsrådet og formand for udvalg for regional udvikling og Innovation.
Pæne ansøgertal med regionale forskelle
De pæne søgetal til både stx og hf dækker over store regionale forskelle. Generelt er der stor søgning ind mod gymnasierne i Aalborg, men også gymnasierne i Thisted, Vesthimmerland og Hjørring er gået frem.
Formand for Fordelingsudvalget, rektor Søren Hindsholm glæder sig for det første over, at flere unge har søgt ind på de gymnasiale ungdomsuddannelser. Både de unge og Nordjylland har brug for uddannelse:
- Der er særligt brug for unge, der lærer matematik og naturvidenskab, fordi der er særlig mangel på teknikere, ingeniører og andre universitetsuddannede i fysik, kemi og bioteknologi. De kommer fra det almene gymnasium og teknisk gymnasium, og derfor er fremgangen på disse områder særligt glædelig, siger Søren Hindsholm og fortsætter:
- Samtidig er det dog værd at bemærke, at de unge søger geografisk skævt. Både til alment gymnasium og til erhvervsgymnasierne stiger ansøgertallene inde i Aalborg, mens de falder i områderne omkring Aalborg. Det er et problem. Til gengæld kan vi glæde os over ret pæne ansøgertal i Hjørring, Thisted og Vesthimmerland, slutter Søren Hindsholm.
Stor søgning mod Aalborg er en udfordring
Søgning fra store dele af regionen mod gymnasierne i Aalborg er en strukturel udfordring for Nordjylland.
År for år gør udviklingen det vanskeligere at opretholde et varieret udbud af gode ungdomsuddannelser uden for de større byer.
Et udbud som er afgørende for, at der samlet set er nok unge i Nordjylland, der tager en ungdomsuddannelse.
Uden nok unge med en gymnasial eksamen vil der snart mangle studerende på de videregående velfærds- og sundhedsuddannelser og STEM-uddannelser, hvilket står for Science, Technology, Engineering and Mathematics.
Og netop deres kompetencer er en allerede stor og fortsat stigende mangelvare på det nordjyske arbejdsmarked.
De fleste får plads på deres førsteprioritet
Selvom langt de fleste ansøgere vil blive optaget på det gymnasium, de har søgt som førsteprioritet, bevirker såvel søgemønstre som befolkningsudviklingen generelt, at der er behov for at fordele ansøgere fra overansøgte gymnasier til de mindre gymnasier.
Den opgave ligger i Fordelingsudvalget, som netop skal sikre balancen mellem den enkelte unges foretrukne uddannelsessted på den ene side og hensynet til det samlede udbud af uddannelser og fremtidens arbejdskraft på den anden.
Ansøgerne får endelig besked om deres optagelse senest 30. april.