Flere rådyr påkørt på de nordjyske veje
Foto: Henning Bagger
Arkivfoto.
Råvildt er blevet påkørt flere steder i Nordjylland natten til fredag. Bilister skal være ekstra opmærksomme ved solopgang og solnedgang.
Siden i går aftes har schweisshundeførere måtte rykke ud hele tre gange for at lede efter påkørte rådyr ved de nordjyske veje.
Torsdag aften ved 23-tiden var det på Tykkenkærvej i Hadsund, hvor et rådyr blev påkørt.
Lidt senere kom endnu en anmeldelse om påkørt råvildt i Hadsund. Denne gang på Alsvej ved 00.30-tiden.
Tidligt fredag morgen var den gal igen, denne gang Blærevej i Aars.
Ifølge Nordjyllands Politi er risikoen for påkørsel størst ved solopgang og solnedgang.
Undgå påkørsel af dyr
Hold altid øje med skiltningen. For at mindske antallet af påkørte dyr og for at undgå ulykker laver Naturstyrelsen afværgeforanstaltninger i form af oversigtsrydninger, hegning, lokal hastighedsnedsættelse, ændret skiltning, faunapassager med mere.
Vær opmærksom på at for eksempel hjortevildt er flokdyr. Der vil derfor ofte komme mere en ét dyr ud påvejen.
Vær ekstra opmærksom i oktober og november, hvor hjortevildt er i brunst og i maj og juni, hvor de får unger.
Vær ekstra opmærksom på veje, hvor bevoksningen står tæt i rabatten.
Hold øje med vejkanten. I mørke opdager man ofte reflekserne fra vildets øjne, og så er det en god idé at lette foden fra speederen.
Kilde: Nordjyllands Politi