Flere penge skal redde folkeskolerne
Foto: Lars Lyngdahl
Der bliver lukket for mange skoler, mener eksperter.
Mere end hver anden nyåbnede friskole, som har meldt sig ind i Dansk Friskoleforening, er siden 2007 åbnet som direkte konsekvens af lukningen af en lokal folkeskole.
Det viser tal, som TV 2 har gennemgået på baggrund af medlemsregistreringer fra Dansk Friskoleforening, der er interesseorganisation for 280 friskoler.
Sagen i egen hånd
I Nordjylland har mange mindre byer de seneste år oplevet, at forældre vælger at starte egen friskole, når folkeskolen lukker, herunder Ravnkilde Skole.
Ifølge TV2 er de fleste af friskolerne, i modsætning til folkeskolerne, i stand til at overleve. Denne udvikling får nu eksperter til at kritisere kommunernes ageren.
- Det kan se ud, som om man for hurtigt går til lukning, når man skal spare ressourcer, siger skoleforsker og forskningschef Andreas Rasch Christensen fra Via University College.
- Hvis man kan se, at mindre skoler bliver rentable, efter de er blevet frie grundskoler, bør man tænke sig en ekstra gang om, inden man lukker folkeskolerne. Dette bakkes op af skoleforsker Nanna Vaaben, der er skoleforsker på Københavns Professionshøjskole.
Friskoler trives
Mens kommunerne ofte har lukket den lokale folkeskole på grund af besparelser, lykkes det i langt de fleste tilfælde at drive en bæredygtig friskole.
Det er således kun 9 af de 69 skoler, der har været nødt til at dreje nøglen om, viser TV 2s gennemgang.
Kilde: TV 2
Også Dansk Friskoleforening mener, at kommunerne for hurtigt opgiver skolerne i mindre byer, når der skal findes besparelser.
- Det kan godt være, at det i et Excel-ark ser ud til, at kommunerne sparer penge ved at sammenlægge skoler. Men hvis elevererne i stedet rykker i en friskole, så ændres præmissen for beregningerne, siger formand Peter Bendix Pedersen.
Arbejdet på højtryk
I Nordjylland er der flere eksempler på tendensen. Hjørring Kommune ligger på en syvendeplads (14 procent) over største stigning i vandring fra folkeskole til privatskole i årene 2007-2022.
Udviklingen kan tage fart i de kommende år, hvor både Vesthimmerland, Rebild og Aalborg Kommuner har været ramt af skolelukninger.
Én af de skoler i Nordjylland, der er lukket, er Ravnkilde Skole, hvor byrådet i Rebild Kommune besluttede at lukke den lokale folkeskole. Herefter tog en gruppe frivillige sagen i egen hånd.
Op mod 30 af byens borgere har arbejdet på højtryk for at blive klar, så Ravnkilde Børneunivers kunne modtage børn fra 1. august.
- Det er forældre, bedsteforældre og frivillige fra byen, fortalte formand for Ravnkilde Børneunivers, Mathilde Kjeldgaard Pedersen.
Det hele er sket lidt på bagkant, for da byrådet i Rebild Kommune sidste efterår besluttede at lukke Ravnkilde Skole, var det for sent at ansøge om tilladelse til at lave en friskole.
Det betyder, at det er forældrene selv, der finansierer projektet det første år, men fra 1. august 2024 overgår Børnehuset til at være en friskole, og dermed er de også kvalificeret til at modtage statsstøtte.
Den nye friskole i Ravnkilde er blot én blandt mange, som er dukket op, når den offentlige er lukket.
Kommuner skal have flere penge
Skoleforsker Nanna Vaaben fra Københavns Professionshøjskole mener, at politikerne bør give folkeskolerne mulighed for mere selvbestemmelse, og så skal der øremærkes flere penge til folkeskolerne.
- Folk vil så spørge, om vi har råd til det. Men har vi råd til at lade være? Jeg kan ikke forstå, at samfundet ikke ser udfordringerne i folkeskolen som et mere akut problem.
- Vi må diske op med noget i folkeskolen, der får folk til at vælge folkeskolen til som førstevalg og ikke noget, man vælger fra, fordi man får et bedre tilbud et andet sted, siger Nana Vaaben.