Flere ofre for menneskehandel
Foto: Peter Mortensen (Arkiv)
I 2012 steg antallet af ofre for menneskehandel i Danmark med 10 % i forhold til 2011. Også i Nordjylland opholder der sig lige nu flere personer, der er blevet udsat for menneskehandel.
I Nordjylland er tre-fire kvinder i øjeblikket hemmeligt indkvarteret, efter de er blevet identificeret som ofre for menneskehandel. Det fortæller CMM (Center Mod Menneskehandel), der har været med til at finde dem og hjælpe dem væk fra bagmændene. CMM beskytter kvinderne, og vil derfor ikke oplyse, hvor eller hvem de er.
Center Mod Menneskehandel er jævnligt på opsøgende arbejde i Nordjylland for at finde personer, der kan have været udsat for menneskehandel. I Midt- og Nordjylland kører et team bestående af jordemoder Jette Mæng og socialfaglig medarbejder Anette Skjoldborg ud på bordellerne for at snakke med udenlandske prostituerede.
Der er omkring 70 bordeller med udenlandske prostituerede i Nordjylland. Og det er her, de mulige ofre for menneskehandel findes.
- Vi anser, at de udenlandske kvinder på massageklinikkerne er potentielt handlede, siger Anette Skjoldborg.
Nye tal fra Socialstyrelsen, som TV2/Nord har fået indblik i, viser, at 66 personer i Danmark sidste år var ofre for menneskehandel. Det er en stigning på 10 procent i forhold til 2011.
Men Center Mod Menneskehandel vurderer, at der er langt flere handlede kvinder, end statistikken fortæller.
- Vi plejer at sige det sådan, at det er lidt mystisk at ende på en massageklinik ude på landet et eller andet sted i Nordjylland, uden at man på en eller anden måde har fået det formidlet, siger Anette Skjoldborg fra Center Mod Menneskehandel.
CMM er en selvstændig enhed, og beskæftiger sig derfor kun med kvinderne og ikke med bagmændene. Er en kvinde offer for menneskehandel, går CMM kun videre med sagen til politiet eller myndighederne, hvis kvinden selv ønsker det.
Menneskehandel er en proces, hvor en eller flere bagmænd har kontrol over den person, som bliver handlet. Ofret bliver flyttet fra et sted til et andet, hvorefter personen via tvang, vold eller trusler bliver udnyttet til at udføre et arbejde, som bagmanden tjener penge på. De fleste ofre for menneskehandel er kvinder fra Afrika, Thailand eller Europa, som bliver udnyttet til at arbejde som prostituerede.
Socialstyrelsen har siden 2007 opgjort, hvor mange ofre for menneskehandel, der bliver fundet frem til i Danmark. Tallet har lige siden været stigende.