Flere nordjyder end nogensinde før kategoriseres som svært overvægtige
Cirka 100.000 nordjyder er svært overvægtige. Selvom flere prøver at smide kiloene for bestandigt, lykkes det for færre.
Aldrig har så mange nordjyder levet med svær overvægt som nu.
Hele 21,4 procent af alle nordjyder har i dag et body mass index (BMI) på over 30 kg/m2. I 2010 lød det tal på 15,5 procent. Det viser tal fra Sundhedsstyrelsen.
Dermed er cirka 100.000 nordjyder svært overvægtige.
Og det er en meget dårlig nyhed, for overvægt kan være sundhedsskadende.
- Det kan have nogle negative følger, når man er svært overvægtig, siger Tina Vilsbøll.
Hun er overlæge ved Steno Diabetes Center Copenhagen og professor ved Københavns Universitet.
- Risikoen for at udvikle en lang række sygdomme som type 2 diabetes, knæ-og rygproblemer, fedtlever og en række kræftsygdomme er betydelig højere for mennesker, der lever med svær overvægt.
HVAD ER BMI
BMI står for Body Mass Index og er en matematisk formel, som bruges blandt andet af sundhedsvæsnet til at udregne forholdet mellem en persons vægt og højde og dermed, hvor på vægtskalaen personen ligger.
Det udregnes ved at dividere personens vægt i kilogram med personens højde i anden (BMI = kg/m²).
Vægtskalaen består af fire vægtgrupper:
- Normalområdet defineres som en BMI mellem 18,5 – 24,9.
- Overvægtig defineres som en BMI mellem 25-29,9
- Svær overvægtig defineres som en BMI over 30
Flere kæmper kampen - men flere taber den
Rigtig mange nordjyder vil da også gerne smide de ekstra kilo. Ifølge Sundhedsstyrelsen har mere end halvdelen af alle svært overvægtige i Nordjylland forsøgt at tabe sig mindst tre gange de seneste fem år.
Alligevel er det kun lykkedes for 10 procent at holde vægttabet et år efter, at de sidste kilo er smidt.
- Det kan være rigtig svært at opnå et varigt vægttab. De fleste, der har forsøgt sig med et varigt vægttab ved, hvor svært det i virkeligheden kan være, siger Tina Vilsbøll.
Hun fortæller, at det desværre ofte er forbundet med en del tabu og stigmatisering, når folk vejer for meget.
- Det er tit noget, man står meget alene med. Og dem, der får talt med lægen om det, oplever, at der er begrænsede tilbud og behandling, siger hun.
Overvægt er både et personligt og et samfundsmæssigt problem
Men det er rigtig vigtigt, at folk får hjælp til at smide de ekstra kilo. Både af hensyn til personerne selv og for det danske samfund.
- Undersøgelser peger på, at det er hårdt på et personligt plan, hvis man er meget overvægtig. Der er større risiko for at miste jobbet og det kan være sværere at finde et nyt igen, siger Tina Vilsbøll og fortsætter:
- Det er også et betydeligt problem for det danske samfund. For der bliver brugt mange ressourcer på at behandle komplikationer til overvægt som eksempelvis diabetes, forhøjet blodtryk, kræft samt knæ- og rygproblemer.
BMI OG SUNDHED
En persons BMI kan ikke nødvendigvis måle, om en person er sund eller usund. Men tallet kan give en indikation på, om der er et problem med vægten. Både hos et konkret individ eller i en befolkningsgruppe.
- Man kan sagtens blive kategoriseret som overvægtig, hvis man eksempelvis har en høj muskelmasse.
- Man kan også blive kategoriseret som normalvægtig, selvom man har en usund livsstil og høj fedtmasse i kroppen.
- Over halvdelen af den danske, voksne befolkning kategoriseres som overvægtige.
Hun forklarer, at der mangler oplysning og opmærksomhed omkring de komplikationer, der kan være til overvægt, ligesom der mangler gode behandlingsmuligheder.
- Først og fremmest skal samfundet have fokus på at danne rammerne for, at flere kan tabe sig. Hvis vi kan sørge for, at flere taber sig, inden der opstår følgesygdomme, så kan vi spare både tid og penge samtidig med, at livskvaliteten for rigtig mange mennesker vil stige, siger Tina Vilsbøll.
Se hele interviewet med overlæge og professor Tina Vilsbøll her: