Flere kvinder kaster sig over tømrer- og murerfagene
Mange kvinder hopper i sikkershedsskoene og griber til saven i det Nordjyske. Én tredjedel flere kvinder end tidligere har i 2018 indgået en praktikaftale som fx murer eller tømrer, og en af dem er 17-årige Siff Arlington.
Antallet af kvindelige lærlinge hos tømrerne, murerne og maskinsnedkerne er i løbet af 2018 steget med en tredjedel.
Når kvinder skriver sig op til en håndværksuddannelse inde for bygge- og anlægsbranchen, står der oftest maler eller snedker på ansøgningerne. Sådan er det stadigvæk, men andre fag i branchen oplever voksende popularitet.
Det viser en ny opgørelse fra Dansk Byggeri. Ifølge opgørelsen er antallet af kvinder med en lærerplads som tømrer, murer eller maskinsnedker steget med en tredjedel.
- I Nordjylland oplever vi, at der kommer flere kvinder ind i fagene, og det er både som elektriker, tømrer og snedker, fortæller Erik Toppenberg, der er næstformand i Dansk Byggeri Nordjylland.
En af de kvinder, der har valgt en uddannelse som tømrer, er Siff Arlington, der læser på TechCollege i Aalborg.
- Jeg har altid været lidt skoletræt og har ikke rigtigt kunne se meningen med at gå i folkeskole og så videre. Men det her det kan jeg godt lide, fortæller Siff Arlington.
Det stigende antal af kvinder, der starter en uddannelse indenfor de traditionelle byggefag, vækker glæde på TechColle.
- Jeg glæder mig over, at der er ret mange modige piger, der også bryder mønstret. Det gør rigtig meget for klassen, at der ikke sidder 27 drenge i samme klasse, fortæller uddannelsesdirektør på TechCollege Aalborg, Bo Banch.
Ungeråd skal fange endnu flere kvinder
I Dansk Byggeri har man oprettet Byggeriets Kvinderåd. Det er skabt for at få endnu flere kvinder til at vælge en tømrer indenfor disse fag. De tror på, at kvinderne kan være forbilleder for hinanden og på den måde få flere ind i fagene.
Jeg fungerer meget godt med drenge - eller mænd, eller hvad man nu kalder dem her - og i min fritid kan jeg jo være sammen med piger, hvis jeg har lyst til det.
Siff Arlington, tømrerlærling
- Kvinderne skal få øjnene op for, at arbejdet ude på byggepladserne også er spændende for dem – og det gør de allerbedst, hvis de har nogle, de kan spejle sig i. Derfor er jeg meget glad for at se, at vi får flere og flere seje rollemodeller i mange forskellige fag inden for bygge- og anlægsbranchen, siger Louise Pihl, der er underdirektør i Dansk Byggeri.
Selvom der er sket en stigning i antallet af kvinder på uddannelserne, så er drengene stadig klart i overtal. Det skræmmer dog ikke Siff Arlington.
- Jeg fungerer meget godt med drenge - eller mænd, eller hvad man nu kalder dem her - og i min fritid kan jeg jo være sammen med piger, hvis jeg har lyst til det, fortæller Siff Arlington.
På mandag skal Siff Arlington og de andre tømrerlærlinge til eksamen, og så skal de ud og arbejde.