Flere dyr har brug for hjælp i Nordjylland
Foto: Christell Maria Iversen / TV2 Nord
Arkivfoto.
Dyrenes Beskyttelse oplever en voldsom stigning i dyreværnssager, og derfor har foreningen besluttet at åbne et nyt internat i Nordjylland.
Dyrenes Beskyttelse åbner et nyt dyreinternat syd for Hjallerup. Internatet skal huse 25 hunde og 50 katte. Det sker, fordi der bliver flere og flere dyr, som har brug for hjælp.
- På et år er antallet af henvendelser til os steget med 64 procent alene i Nordjylland. Derfor har vi brug for et nyt internat, der kan dække hele Nordjylland, siger dyrlæge Lotte Brink, der er leder af det nye internat.
Hun forklarer, at internatet primært skal huse hunde og katte, men at der naturligvis også er plads til mindre kæledyr som for eksempel kaniner, marsvin og hamstere.
Internatet skal ligge på Aalborgvej 775, men først skal det bygges.
- Som det er nu, er der kun stuehus på grunden, og vi har brug for både en katteafdeling, en hundeafdeling, løbegårde og meget andet. Så lige så snart frosten er væk, går vi i gang med at bygge, siger Lotte Brink, der glæder sig til at få de første dyr ind på internatet. Hvis alt går efter planen, vil byggeriet være slut efter sommer, fortæller Lotte Brink.
At internatet i Nordjylland vil betyde en stor forskel for dyrene, er Lotte Brink ikke i tvivl om. Der er nemlig desværre mange dyr, der har brug for hjælp. Alene sidste år fik 12 dyr om dagen et nyt hjem via Dyrenes Beskyttelses nye internater.
- De dyr, der kommer ind til os på internaterne i Dyrenes Beskyttelse, er dyr, der har brug for hjælp. Allerbedst ville det jo være, hvis der slet ikke var behov for internaterne, men det er der desværre. Og så er det helt fantastisk at være med til hver dag at hjælpe dyr, der ellers ville være overladt til sig selv og ingen hjælp ville få, siger Lotte Brink.
Når internatet åbner, håber Lotte Brink, at der vil være nogle i området, der har lyst til at være frivillig på internatet.