Flensburg-Handewitt hapser Aalborg-profil
Johan Jakobsson forlader Aalborg Håndbold til fordel for Flensburg-Handewitt efter denne sæson.
Aalborg Håndbold mister en af klubbens store profiler efter denne sæson.
Svenskeren Johan Jakobsson forlader de danske mestre til sommer og skifter til danskerklubben Flensburg-Handewitt i tysk håndbold.
- Det bliver vemodigt at tage afsked med Aalborg Håndbold efter denne sæson, siger Johan Jakobsson til Aalborg Håndbolds hjemmeside.
- Det er en klub med de rigtige ambitioner, og det var stort at være med til at vinde det danske mesterskab i sidste sæson. Jeg håber at slutte i Aalborg ved at være med til at spille om endnu en titel til klubben og opnå succes i Champions League, siger svenskeren.
Den 26-årige højreback kom i sommeren 2011 til Aalborg Håndbold fra Sävehof i hjemlandet.
De danske mestre er kede af at sige farvel til profilen, der netop er vendt tilbage efter en skade.
- Johan har udviklet sig fantastisk de seneste to år, og vi var godt klar over, at flere klubber syd for grænsen holdt et vågent øje med ham. Han får nu muligheden for at prøve sine evner af i Bundesligaen, selv om vi gerne havde gerne set ham fortsætte i Aalborg Håndbold. Men jeg ønsker ham al mulig held og lykke fremover, siger Aalborg Håndbolds direktør, Jan Larsen.