Flemmings varmeregning var oppe på 50.000 kroner: Så tog han sagen i egen hånd
En ny undersøgelse viser, at to ud af tre nordjyder meget gerne vil lave energiforbedringer af boligen. Men hver tredje lader være på grund af økonomi.
Flemming Wittenberg bor sammen med sin familie på en ejendom udenfor Hjallerup, hvor der ikke er nogen mulighed for at blive koblet på fjernvarme.
Derfor havde familien et gammelt oliefyr, som de måtte skifte ud for økonomiens skyld. Men så steg oliepriserne så meget, at det kostede 50.000 om året at opvarme huset på trods af investeringen.
Det betød, at Flemming Wittenberg endnu en gang måtte tænke nyt. Derfor blev der i stedet installeret et pillefyr.
Men så ramte energikrisen i 2022.
- I august 2022 var priserne på træpiller pludselig steget fra 1500 kroner for en palle til 5000 kroner. Og så fik vi samtidig at vide, at det slet ikke var sikkert, at vi kunne få flere træpiller, når det blev vinter, fortæller han.
Derfor kiggede familien sig om efter endnu en ny energiløsning, og for få uger siden blev det osende, og i øvrigt også arbejdskrævende, pillefyr skiftet ud med en ny varmepumpe.
- Den er enormt støjsvag, og vi har fået at vide, at vi slet ikke skal røre ved noget. Der skal bare laves et servicetjek en gang om året, fortæller Flemming Wittenberg.
Se hele indslaget herunder:
Nordjyderne vil gerne energirenovere - hvis det ikke er for dyrt
Flemming Wittenberg er også langt fra den eneste nordjyde, der er klar på at energirneovere.
Det viser en ny undersøgelse om danskernes lyst til at energirenovere, som TEKNIQ Arbejdsgiverne har fået lavet. Dog skal renoveringen være til at betale.
- Det er ikke raketvidenskab, hvad der skal til for at få helt almindelige danskere til at investere i bæredygtige løsninger som energirenovering af boligen. Det skal kunne betale sig at tage skiftet. Det er sund fornuft, og vi kan se det både i tallene og i mødet med kunderne, siger Lars Sindal, der er talsperson for TEKNIQ Arbejdsgivernes regionale råd i Nord- og Midtjylland.
Tilskudsordningerne er ikke tilstrækkelige
Da der skulle træffes beslutning om, hvilken ny energikilde, de skulle vælge, lænede de sig op ad andres erfaringer.
- Vi kender nogen, der fik den samme model installeret for halvandet år siden, og det har da betydet en hel del, at vi har hørt, hvor glade de er for den, forklarer Flemming Wittenberg.
Til gengæld har de droppet at ansøge om tilskud gennem Energistyrelsen.
- Jeg synes simpelthen, det var for usikkert at vente på, at tilskuddet blev frigivet. Det kunne vi ikke få noget klart svar på, hvornår det sker næste gang. Og vi ville have det skiftet nu. De 17.000, man kan få i tilskud, har vi jo sparet på træpiller i mellemtiden.
Lars Sindal synes også, der skal være bedre muligheder for tilskud til energiforbedringer, end den årlige pulje:
- Vi er nødt til at se på andre former for tilskudsordninger, da de nuværende tydeligvis ikke i tilstrækkelig grad matcher det behov, der er rundt omkring i de nordjyske hjem. Det kunne for eksempel være fradrag i stedet for puljer.
Her kan du få tilskud og gode råd til energiforbedringer
Varmepumpepuljen er lige nu åben for ansøgninger, hvis du skal have skiftet dit gamle fyr, elkedel eller elvarme ud med en varmepumpe.
Energirenoveringspuljen er til dig, der gerne vil lave andre typer at energirenoveringer i din bolig. Det kan for eksempel være efterisolering eller nye vinduer. Puljen er åben for ansøgninger lige nu.
Tilskud til el-afgift: Hvis dit elforbrug ligger over 4000 kWh om året, og el er din primære varmekilde, kan du få tilskud til den del af el-afgiften, der ligger over 4000 kWh.
Læs mere om de forskellige tilskudsordninger og få idéer til at spare på energien på sparenergi.dk