Fjord Line til Hirtshals
Det norske rederi Fjord Line vælger nu Hirtshals som anløbshavn for sine to færger mellem Danmark og Norge.
Fjord Line ventes i løbet af oktober at sætte den første færge ind i den nordjyske havneby, og til sommer indsættes rederiets katamaranfærge også.
Det ventes, at omkring en halv million transit-turister årligt vil tage den nye rute via Hirtshals, ligesom Hirtshals Havn vil opleve en mærkbar stigning i antallet af gods til og fra det vestlige Norge.
Når Fjord Line har besluttet at sejle til Hirtshals med sine to skibe i stedet for til Hanstholm, er baggrunden primært, at havneforholdene sikkerhedsmæssigt og operationelt er bedre samtidig med, at infrastrukturen er bedre for bilisterne, der kan komme nemmere til og fra de større byer i Danmark.
I begrundelsen nævner Fjord Line desuden, at markedsundersøgelser viser også, at Hirtshals er bedre kendt end Hanstholm blandt de rejsende, samt at det vil være muligt at gøre Hirtshals til et samlet cargo hub i Nordjylland.
- Valget af Hirtshals Havn giver os også mulighed for at indsætte større tonnage, hvilket ikke er muligt i Hanstholm, siger adm. direktør Gert Balling, Fjord Line Danmark.
Rederiet forventer at kunne fordoble sin godsmængde, når en ny og betydeligt større færge end den selskabet har i dag, bliver købt og sat ind.
Fjord Line Danmark vil opretholde rederidriften og dele af cargofunktionen i Hanstholm. Totalt har Fjord Line Danmark 30 årsværk knyttet til landbaserede funktioner i Danmark.
- Halvdelen vil blive berørt af, at rederiet ikke længere vil anløbe Hanstholm, men alle vil blive tilbudt fortsat ansættelse i Hirtshals, siger adm. direktør Gert Balling, Fjord Line.
Ruten Hirtshals - Risavika ved Stavanger besejles i først med fire ugentlige sejladser, men på sigt er målet at sejle hver dag på den nye rute.