Fiskemelindtægt falder
Foto: Lone Vad Dam (arkiv)
Et bjerg af fiskemel hos FF Skagen.
Kvoterne for tobisfiskeri mindskes. Fiskerne frygter tab af arbejdspladser.
Det danske industrifiskeri føler sig truet på sin eksistens. Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) anbefaler nemlig EU-Kommissionen at skære drastisk i kvoterne for tobisfiskeriet for 2012. ICES vil have kvoten, der i dag er 334.000 tons, ned på 37.000 tons. Det rammer især fiskemelsindustrien, som eksempelvis fiskemelsfabrikken FF Skagen, der bruger tobis i sin fiskemel. Biologiske undersøgelser peger på, at tobisbestanden er i bund, og netop derfor anbefaler ICES, at man skærer i fiskerikvoterne.
Fødevareminister Mette Gjerskov besøger onsdag fiskemelsfabrikken FF Skagen for at diskutere situationen. Ministeren har netop sat gang i en ny undersøgelse af bestanden, for at finde ud af, hvorvidt man kan tillade end større kvote end det, som ICES foreslår. De nye undersøgelser går i gang i midten af april. På mødet vil det blive diskuteret, hvordan undersøgelserne skal foregå, og hvornår præcis der ligger svar.
Erhvervet mener, at de nye kvoter for tobis vil betyde ind indtægtsnedgang fra 450 mio. kr. til 70 mio. kr.
De seneste fem år har EU-kommisionen også reduceret brislingekvoten, som udgør cirka en tredjedel af fiskemelsfabrikkens produktion.