Fem udfordringer for den nye skatteminister
Foto: TV2 Nord
Venstres Karsten Lauritzen er ny skatteminister og står dermed i spidsen for et ofte udskældt ministerium. Her er fem udfordringer han får med jobbet.
Det nordjyske Folketingsmedlem for Venstre Karsten Lauritzen er blevet Danmarks nye skatteminister. Med jobbet hører også en række udfordringer, her er fem af dem:
Tilliden til Skatteministeriet:
Det har de seneste år ikke været en nem opgave at være skatteminister på grund af de efterhånden mange uheldige sager, Skat har spillet en hovedrolle i.
Nedprioritering af klagesager fra boligejere, der har betalt for meget eller har udsigt til at betale for meget i ejendomsskat, er et eksempel. Tilliden til Skat er lav. Den nye skatteminister skal arbejde hårdt for at få genopbygget tilliden.
Ejendomsvurdering:
Skat har i en årrække lavet graverende fejl i en stribe ejendomsvurderinger. I sidste måned kom det endda frem, at cirka 40 byhuse på Margretheholm i København fik en ny ejendomsvurdering af Skat 1. oktober 2013, selvom Folketinget inden da havde besluttet at aflyse den almindelige vurdering efter hård kritik fra Rigsrevisionen mod Skat.
Håndværkerfradrag:
Regeringen vil genindføre boligjobordningen, det såkaldte håndværkerfradrag, med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2015. Det vil ske efter de regler, danskerne kender fra 2014, står der i regeringsgrundlaget. En absolut mærkesag for Venstre.
Topskattelettelser:
Skatten på den sidst tjente krone skal lettes med fem procentpoint, mener regeringen. Det skal blandt andet finansieres ved lavere udviklingsbistand og et nyt kontanthjælpsloft.
Emnet var heftigt diskuteret i regeringsforhandlingerne, fordi Liberal Alliance "truede" Lars Løkke Rasmussen (V) med at vælte den borgerlige regering, hvis ikke topskattelettelser kom med i regeringsgrundlaget.
Grundskyld:
Regeringen vil beholde den nuværende ordning, hvor grundskylden kan stige med op til syv procent årligt. De Konservative og Liberal Alliance vil for eksempel have, at den kommunale grundskyld fastfryses.
/Ritzau