Fem bankfolk tiltalt for grov kurssnyd
Foto: TV2/Nord
En straffesag er på vej i Retten i Hjørring mod fem topfolk i den tidligere ebh bank og Sparekassen Himmerland.
Nu er der en straffesag på vej mod topfolkene i ebh bank og Sparekassen Himmerland. Bagmandspolitiet har sendt anklageskriftet til Retten i Hjørring.
Fem topchefer fra henholdsvis den krakkede ebh bank og Sparekassen Himmerland er nu tiltalt for kursmanipulation af særlig grov beskaffenhed. Det fremgår af det anklageskrift, som Bagmandspolitiet har sendt til Retten i Hjørring.
Blandt de tiltalte er tidligere direktør i ebh bank, Finn Strier Poulsen, og den tidligere direktør i Sparekassen Himmerland, Svend Jørgensen. De er tiltalt for i 2008 at have aftalt gensidige køb af hinandens aktier for knap ni millioner kroner med det formål at holde kursen kunstigt oppe.
Ud over de to tidligere bankdirektører er også to tidligere ledende medarbejdere i Sparekassen Himmerland og en tidligere ledende medarbejder i ebh bank tiltalt i sagen.
Det er første gang, at Bagmandspolitiet sætter navn og paragraffer på præcist, hvad de mener, der er foregået af ulovligheder, og hvem de mener, der stod bag.
Det vides ikke, hvornår sagen kommer for retten.