Fejrede farens 80-års fødselsdag: Tordner over rejseselskabs behandling
Privatfoto.
En længe ventet fødselsdagsrejse tog en pludselig drejning - og uden grund, mener Tommy Juul.
I Grækenland bryder der stadig nye naturbrande ud på landets ferieøer, navnligt på Rhodos, mens situationen på Korfu, i følge det græske medie Kathimerini, er ved at være under kontrol.
For få dage siden var Tommy Juul fra Aalborg en del af kaosset i det græske ferieparadis, hvor store dele af øen pludselig udviklede sig til et ildinferno.
Kaos trods afstand
Ildinfernoet var dog ikke i nærheden af det sted på øen, hvor Tommy Juul og familien befandt sig for at fejre farens 80 års fødselsdag.
Alligevel blev de i al hast 'kastet rundt med', og den oplevelse har efterladt Tommy Juul godt gal over behandlingen fra deres rejseselskab, Spies.
- Vi har fået en lousy behandling. Det er løgn, manglende information og decideret uinformerede guider, tordner han.
Tommy Juul undrer sig i det hele taget over hvorfor han, sin far og resten af de i alt seks, der var afsted på den længe ventede tur, skulle evakueres i samme omfang som andre.
- Vi er bare blevet gidsler i den her situation. Jeg kan virkelig ikke se, hvorfor vi skulle kostes sådan rundt med, når vi har boet oppe nordpå uden at være påvirket.
Generelt var ferien vellykket, ligesom Tommy Juul roser Spies for tidligere at have givet familien gode ferieoplevelser. Men denne gang gik det meste galt, da først kaosset startede.
Familien blev ifølge Tommy Juul bedt om hastigt at forlade hotellet, for at tage mod lufthavnen. Her fik han, af en bekendt, om formiddagen at vide, at flyet, de skulle med, var forsinket. Denne information modtog han dog først fra rejseselskabet omkring midnat.
Ignoreret og overset
Den hastige tur mod lufthavnen for at finde frem til, at flyet var mange timer forsinket, undrer og frustrerer nordjyden.
Han fortæller, at de knap 30 mennesker efterfølgende blev placeret på et hotel klokken 5.30 om morgenen.
- Der var 40 grader. Det var eddertæskeme varmt. Vi skal så checke ud klokken 11 igen. Men vi når lige at checke ud, før vi får at vide, vi kan blive, siger han.
Siden måtte de rejsende vente i receptionen, mens nogle af dem måtte sove på gulvet til klokken 20 om aftenen.
- Det er hårdt for min far, han er 82 år, så at sidde op i 20 ud af 24 timer, er tungt, siger Tommy Juul.
Undervejs får Tommy Juul endnu en kilde til frustration. Denne gang adresseret mod Spies' guider.
- Der er nogle søde ansatte på hotellet, der henter vand til os. I løbet af eftermiddagen kommer to Spies-guider. Vi sidder cirka 30 gæster, og de værdiger os ikke et blik, husker han.
Tommy Juul fortæller, at en ansat fra hotellet henvender sig til guiderne, der først herefter viser interesse for de ventende gæster.
Situationen på Rhodos
Ifølge det græske medie ERT kæmper op mod 300 brandfolk og en lang række frivillige mod flammerne på Rhodos, ligesom flere helikoptere og fly også er sat ind i indsatsen. Ifølge mediet er sportshaller og skoler på øen taget i brug for midlertidigt at kunne huse de hundredvis af evakuerede personer. Samtidig har mange lokale hjulpet de evakuerede.
Ifølge ERT er flere tusind mennesker blevet evakueret fra de berørte områder på Rhodos.
ERT skriver, at brandvæsenet kæmper mod over 5 meter høje flammer og kraftig vind på øen.
Rejseselskab beklager
TV2 Nord har talt med Spies og pressechef Sofie Folden Lund, der dog ikke kommenterer konkrete gæsters henvendelser.
Hun lover dog, de vil tage kontakt til Tommy Juul og de andre gæster.
- Flyet fra Braathens var ganske rigtigt forsinket til Rhodos, da der var opstået en teknisk fejl, der skulle repareres, inden flyet kunne afgå til Rhodos og dermed blev det markant forsinket– hvilket intet har at gøre med de øvrige hændelser på Rhodos, erkender pressechefen.
- Jeg er meget ked af, hvis nogen har oplevet information og hjælp mangelfuld. Vi gør alt hvad vi kan i en meget ekstraordinær situation, også i forhold til den pågældende flyforsinkelse til Aalborg.
I øjeblikket har rejseselskabet 1500 gæster på Rhodos.
Det er Tommy Juul og kompagni ikke længere. De er trygt hjemme i Nordjylland, men stadig dybt frustrerede over afslutningen på deres ferie.
Hvad med din far. Det var jo hans fødselsdag. Hvordan har han det?
- Han er ked af det, siger Tommy Juul.
TV2 Nord har tidligere fortalt om nordjyder, der har været en del af kaosset på Rhodos.