FC Midtjylland straffer tungt AaB-forsvar
Foto: tv2nord.dk (Arkiv)
Efter en lang periode uden sejr fik FC Midtjylland omsider tre point med en 3-1-sejr over AaB.
Efter seks kampe uden sejr kunne FC Midtjylland mandag aften endelig knytte næverne i triumf med en 3-1-udesejr over AaB i et underholdende opgør på Nordjyske Arena.
Sejren gør, at midtjyderne får luft til bunden og avancerer til niendepladsen, mens AaB forspildte chancen for at generobre andenpladsen i tabellen.
FC Midtjylland blev sat i gang ved en fremragende soloaktion af Petter Andersson, der modtog bolden tæt på midten af banen efter 10 minutters spil.
Derfra løb svenskeren som en anden Lionel Messi lige gennem AaB's midterforsvar og lobbede bolden flot i nettet til 1-0.
AaB's forsvarsspillere virkede i det hele taget meget tunge i stængerne denne kølige novemberaften på Nordjyske Arena.
Og 10 minutter før pausen fik Rilwan Hassan lov til at løbe rundt om adskillige nordjyder i AaB's felt, men nigerianerens aktion førte ikke til noget.
Det gjorde til gengæld et fint FCM-opspil fem minutter senere, da Marco Larsen - komplet umarkeret - modtog et indlæg fra venstrekanten få meter foran mål. Den gave misbrugte den dobbelte målscorer fra torsdagens pokalsejr over FCN ikke.
Så stod det 2-0 til midtjyderne, og dermed fik hjemmeholdet travlt. Meget travlt. Begivenhederne eksploderede i et tempo, så sekundviseren på stadionuret så ud til skifte til minut-kadence.
Og et øjeblik senere scorede AaB's Kasper Kusk med en flig af et øjenbryn efter en frisparkssituation, hvor FC Midtjyllands erstatning på målmandsposten Jakob Haugaard så en skule komisk ud.
Lige i det øjeblik kan det være, at FCM-træner Riddersholm fortrød sin straf til førstemålmand Jonas Lössl, der blev udelukket fra truppen til AaB-kampen, fordi målmanden lod sit temperament lyne under træningen søndag - blandt andet mod Riddersholm.
Scoringen var vigtig for AaB'erne, som nåede yderligere to gode chancer inden pausefløjtet.
Efter en times spil var FC Midtjyllands Erik Sviatchenko millimeter fra at score selvmål, da han ville sparke bolden over mål, men ramte undersiden af overliggeren.
Langt inde i overtiden slog anfører Kristian Bak Nielsen sejren fast, da han scorede til 3-1.
Da de to hold mødtes i august vandt AaB en klar 3-0-sejr.