FC København udspiller rystende ringe AaB
Foto: Allan Storkborg (Arkiv)
FC København lagde op til guldkampen mod FC Nordsjælland ved at vinde 3-0 hjemme over et meget svagt AaB-hold.
17 minutter. Så længe var der spænding i søndagens sene superligakamp mellem FC København og AaB, som endte 3-0 til mestrene i Parken.
Da FCK's angriber Dame N'Doye sendte bolden i mål til 2-0, var der næppe mange andre end enkelte hardcore AaB'ere blandt de 13.598 tilskuere, der troede på nordjysk succes.
Med sejren holder FCK fast i forspringet på seks point til nummer to, FC Nordsjælland. Onsdag mødes de to hold i Farum i femtesidste spillerunde til det, der kan blive den reelle DM-afgørelse.
FCK havde seks ændringer i startopstillingen i forhold til onsdagens 3-4-nederlag ude til Sønderjyske i pokalsemifinalerne.
Og selvom det gik meget bedre i forhold til den kamp, er der stadig plads til forbedringer før mødet med det formstærke FCN-hold.
Det var for eksempel lidt af et mysterium, hvordan AaB-anfører Thomas Augustinussen lige før N'Doyes 2-0-scoring kunne stå komplet umarkeret og heade på mål, så FCK-målmand Johan Wiland måtte hive en redning frem.
Mens FCK kværnede derudad uden egentlig at gøre meget andet end det forventede, så optrådte mange af AaB-spillerne rystende nervøst.
Efter syv minutter bragte dagens bedste FCK'er, Christian Bolaños, mestrene foran 1-0 med et drønende skud, da AaB's venstre back, Jakob Ahlmann, alt for let lod costaricaneren slippe igennem.
Den slags AaB-foræringer var der mange af i kampen, og det andet mål faldt også efter en blunder i AaB's venstre forsvarsside. FCK-backen Lars Jacobsen kom fri, og AaB-målmanden Nicolai Larsen kunne kun blokere hans skud ud til superligatopscorer N'Doye, som scorede sit 16. ligamål i sæsonen.
Anden halvleg blev som forventet en ekspeditionssag. Christian Bolaños scorede et flot kontramål til 3-0, og costaricaneren blev tilkendt et straffespark, da stakkels Jakob Ahlmann lod sig narre til at fælde Bolaños.
César Santin sparkede dog forsøget på ydersiden af stolpen, så AaB slap for en større ydmygelse.
AaB vandt senest ude over FCK i foråret 2007. Siden har FCK opnået 22 af 24 mulige point hjemme mod nordjyderne med en knusende målscore på 20-1.