Køer og kalve var fanget i lade med ild
Der er ingen fare for mennesker.
Nordjyllands Beredskab og Nordjyllands Politi kørte klokken 16.25 til en brand på Nr Økse Engvej i Brovst, hvor otte køer var fanget i ilden.
I forbindelse med branden blev borgerne i Arentsminde desuden opfordret til at lukke døre og vinduer.
- Røgfanen ville ikke stige til vejrs, så i stedet drev den mod byen, og derfor tænkte vi, at vi lige så godt kunne tage vores forholdsregler, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Thomas Ottesen.
Det var en bobcat i en lade på adressen, som der var ild i, og det var i laden, at køerne og kalvene stod, og man havde svært ved at rede dem ud af laden på grund af røgen og ilden.
- Derfor er der også en dyrlæge til stede, som skal tilse dyrene, forklarer vagtcheferne.
Beredskabet indsatte desuden røgdykkere til brandslukning og eventuel dyreredning, mens en tankvogn, en lifttender og en autosprøjte også blev tilkaldt som assistance.
- Branden er ved at være under kontrol, men vi skal selvfølgelig være sikker på, at den bliver helt slukket, forklarer vagtchefen, der desuden oplyser, at der ikke er fare for mennesker.
Der var desuden ikke fare for spredning.