Far fængslet for grov voldtægt af datter
Foto: TV2/Nord
11-årig pige blev ifølge politiets sigtelse udsat for grov voldtægt af sin far. Han er nu fængslet.
En 46-årig mand er torsdag ved Retten i Hjørring blevet varetægtsfængslet i en grov incestsag.
Manden kommer fra Brønderslev Kommune og er sigtet for seksuelle overgreb og incest.
Torsdag formiddag blev den 46-årige fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring med krav om varetægtsfængsling.
- Der er tale om en grov voldtægtssag inden for familien, fortæller politikommissær Jens Søgaard fra lokalpolitiet i Frederikshavn.
Retsmødet er på grund af sagens karakter blevet afviklet for lukkede døre. Derfor ønsker Jens Søgaard heller ikke at gå i detaljer med sagen.
- Det er en sag, hvor gerningsperioden ligger to til fire år tilbage i tiden. Den forurettede pige var på det tidspunkt 11-12 år gammel, fortæller han.
Dommeren i Hjørring valgte at varetægtsfængsle den 46-årige far i foreløbig fire uger. Han nægter sig skyldig.