Falck forventer en travl morgen: - Vi har fået ekstra folk på arbejde
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
I den bidende kulde onsdag morgen, kan der ifølge områdelederen hos Falck komme en del startproblemer for de nordjyske bilejere.
Falck har haft et travlt døgn, som har stået på en masse fritrækninger af lastbiler, busser og personbiler, som var kørt fast i sneen.
Med temperaturer på ned til minus 12 grader onsdag morgen, så forudser Brian Olsgaard, der er områdeleder hos Falck Assistance i Nordjylland, at flere vil opleve problemer med at starte bilen.
- Det er noget kemisk inde i batteriet, der gør, at det mister sin kapacitet, når det skal have bilen til at køre, plus det kræver noget mere for at komme i gang, når der er så koldt, som der er i øjeblikket, siger han.
Det betyder ekstremt glatte veje rigtig mange steder
Brian Olsgaard
Kigger man i Falcks garage, kan man også se, at flere af lastbilerne allerede er ude at køre på vejene, og det er muligvis et billede, der tegner sig for resten af morgenen også.
- Vi forventer travlhed, og vi har fået ekstra folk på arbejde til at komme og hjælpe vores kunder. Vi forventer, at rigtig mange kommer til at ringe til os nu her, siger Brian Olsgaard.
Se hele interviewet med Falck-lederen:
Gode råd fra områdelederen
Brian Olsgaard fortæller, at Falck igennem aftenen og natte har været ude til en del færdselsuheld. En blanding af nysne og lav temperatur forårsagede meget glatte veje.
Her til morgen er temperaturen fortsat meget lav.
- Det betyder ekstremt glatte veje rigtig mange steder. Selv på motorvejene, selvom de er gode til at salte, er der mange steder, der er rigtig glatte, siger Brian Olsgaard.
Selvom det fortsat er værst med sne i den nordlige del af regionen i blandt andet Hjørring og Frederikshavn, så skal resten af Nordjylland også være forsigtige.
- Man skal selvfølgelig sørge for, at bilen kan starte, siger Brian Olsgaard og tilføjer:
- Og så ellers køre hjemmefra i god tid og holde afstand til de forankørende. Tilpas hastigheden efter forholdene, fordi der er altså glat – det kan ikke siges nok.