Fakta mangler i makaber drabssag
Nævningeting i Aalborg har kun de tiltaltes egne forklaringer at bygge på. De tekniske beviser mangler i drabssag, hvor skelet blev fundet efter to år.
Død mand sladrer ikke. Det er en sandhed, som både forsvarere og anklager gerne ville have ændret på, da de torsdag var kommet til proceduren i den såkaldte skeletsag fra Aalborg, hvor fire mænd er tiltalt for at have dræbt den 45-årige Søren Sterup Jensen og for efterfølgende at have begravet ham i Tranum
Klitplantage i Nordjylland.
Skelettet blev tilfældigt fundet af en politihund to år efter, og ved at have ligget så længe i jorden og oven i købet være dækket til med kalk er resterne efter den hjemløse mand blottet for tekniske spor. Derfor har juristerne, dommerne og nævningerne alene de fire
tiltaltes forklaringer at lægge til grund for sagen.
Objektive fund er der i sagens natur ikke mange af.
Anklageren, statsadvokatassesor Lasse K. Svensson, var i sin procedure slet ikke i tvivl om, at turen til stranden var planlagt, og at vold mod Søren Sterup Jensen var turens tema, fordi de andre var sure på ham. En 23-årig mand er tiltalt for drab ved at have viklet et bælte om halsen på manden, og for - mens han trak ham rundt i sandet - at have sparket og trampet på hans hoved.
Ifølge anklageren blev de andre en del af volden, fordi de accepterede det, der skete, og fordi to af dem var med til efterfølgende at slæbe den livløse mand ud i vandet og sidenhen begrave ham i klitplantagen.
Retsmedicinske undersøgelser har ikke vist brud på kraniet eller på halsen, og derfor kan ingen med sikkerhed sige, at behandlingen var dødsårsagen.
- Søren Sterup Jensen blev taget med ud til den strand, fordi der skulle ske noget, fastslog anklageren.
Den konstatering var forsvarerne slet ikke enige i. Tværtimod mente forsvareren for den 23-årige, at der ikke var bevis for en planlagt likvidering. Han påpegede, at hans klient var ude i et langvarigt misbrug af både spiritus, stoffer og steroider, som
gjorde ham meget aggressiv.
- Desuden var der ikke medbragt våben af nogen art,
konstaterede advokat O. Nepper Christiansen.
Advokat Michael Juul Eriksen, der er forsvarer for den 26-årig mand, som er tiltalt for medvirken og en ikke aktiv indsats, og som i virkeligheden er den, der har forsynet politiet med de fleste oplysninger, fremhævede, at det ikke er strafbart at være
tilskuer til en forbrydelse. Hans klient var blot på det
forkerte sted på det forkerte tidspunkt, mente advokaten.
Også advokat Merethe Stagetorn savner fakta i sagen. Hendes udlægning var, at en hyggelig tur til Hals og Hou var udartet til noget, der aldrig havde været meningen. På baggrund af de fire tiltaltes forklaringer ligger det fast, at den 23-årige var hovedmanden og den mest aktive og årsagen til, at den hjemløse mand mistede livet natten mellem den 2. og 3. september 2004. Om han havde til hensigt at dræbe den
46-årige og de øvriges rolle i sagen skal vurderes af
nævningerne, der ventes at afgive deres kendelse i sagen sent fredag eftermiddag.
/ritzau/