Færre på gigtventeliste
Aalborg Sygehus har nedbragt antallet af gigtpatienter på venteliste med over 90 procent indenfor det seneste år.
Fald på 90 procent
Så sent som sidste forår havde gigtpatienter ved Aalborg Sygehus udsigt til at skulle vente flere år på behandling. Det har sygehuset nu fået rettet op på. Sygehuset er gået fra at have 323 patienter på ventelisten sidste år til 28 i år.
- Faldet er først og fremmest kommet, fordi vi har gjort meget for at omvisitere patienter - altså henvise dem til andre sygehuse uden for regionen, hvor de hurtigere kunne få hjælp, fortæller centerchef for Medicinsk Center, Carl-Otto Gøtzsche.
Svensk specialist og penge for afspadsering
Derudover har sygehuset ansat en svensk specialist og personalet er gået med til at få udbetalt deres afspadsering.
Stadig lange ventetider
Man vil dog stadig kunne opleve gigtpatienter med lange ventetider på Aalborg Sygehus, men altså nu langt færre end før. Årsagen er ifølge sygehuset manglen på speciallæger.