Færre juleindbrud i Nordjylland
Antallet af indbrud i juletiden fortsætter med at falde.
Det er langt færre nordjyder, som denne jul har fået sig en kedelig overraskende i form af ubudne gæster.
I 2018 var der hele 108 indbrud i julen i Nordjylland - i år er det tal faldet med syv til blot 35 tilfælde af indbrud.
Det bedste indbrud er et, der aldrig finder sted.
Vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Niels Kronborg.
Ifølge Nordjyllands Politi tilskrives faldet både corona-situationen, hvor flere opholder sig hjemme, men også en generel tendens.
- Et indbrud vil altid være en krænkelse af en borger – og sådan en oplevelse kan godt ’sidde i kroppen’ i flere år frem, siger vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Niels Kronborg og fortsætter:
- Derfor kan jeg kun være tilfreds med, at endnu færre nordjyder i år har fået forstyrret julefreden ved at komme tilbage fra ferie til et gennemrodet hjem.
Nabohjælp virker
Især borgernes egen boligsikring som eksempelvis nabohjælp vurderes at have haft en forebyggende effekt.
- Vi anbefaler klart, at man melder sig til ordningen med nabohjælp. Opmærksomme øjne i nabolaget skræmmer tyven væk – og det giver tryghed i kvarteret, når man har årvågne naboer, siger Niels Kronborg.
Politikredsen i Nordjylland vil i 2022 fortsat sætte aktivt ind over for indbrudstyve, blandt andet har man en indbrudsgruppe, der består af efterforskere, som særskilt har fokus på indbrudskriminalitet.