Færger frygter for stormen
Flere nordjyske færgeafgange allerede aflyst
Udsigten til storm har fået både Stena Line og Color Line til at aflyse flere afgange - foreløbig for torsdag og fredag.
Stena Line aflyser torsdag Göteborg-Frederikshavn kl. 13 og returfærgen kl. 18. Desuden aflyses aftenafgangen fra Oslo kl. 19.30. Fredag aflyses Frederikshavn-Oslo kl. 10.
Color Line startede med at aflyse Kristiansand-Hirtshals kl. 8.15 også afgangen fra Oslo 12.45 er aflyst. På Hirtshals-Kristiansand aflyses torsdag kl. 13.45 og 18.15.
På færgeselskabernes hjemmeside oplyses om eventuelle yderligere aflysninger.
Læsø-færgen venter i spænding
Hos Færgeselskabet Læsø holder man vejret og tager løbende beslutninger om, hvorvidt nogle afgange skal aflyses.
- Vi kan vente til ca. en halv time før afgang, inden vi skrider til aflysning, fortæller færgeselskabets kontor.
Sormvarsel for Vestkysten
Den seneste vejrudsigt fra torsdag formiddag lyder:
Skyet og vestfra regn, der stedvis kan gå over i slud eller tøsne. Temp. på 2 til 5 grader. Vinden tiltager til hård vind til stormende kuling fra syd og sydvest med vindstød op til stærk storm, stærkest ved kysterne. Ved Vestkysten ventes en overgang storm med vindstød nær orkanstyrke.
I aften og i nat efterhånden opklaring vestfra med byger, tildels med hagl og torden. Vinden drejer mod sydvest og aftager efterhånden til frisk vind til kuling, ved kysterne op til hård kuling. Temp. mellem 1 og 5 grader.