Færdselspolitiet ude med særlig indsats: Dét holder de øje med
Færdselspolitiet retter i denne uge fokus mod én af de største dræbere i trafikken, nemlig uopmærksomme bilister.
Få sekunders uopmærksomhed, fordi man eksempelvis tjekker mobilen, taster på sit smartwatch eller roder i en taske under kørslen, er én af de største farer i trafikken.
Derfor vil færdselsbetjente i denne uge have særligt fokus på uopmærksomme bilister på både strækninger i byer, på landeveje og på motorveje.
Bliver man taget i at tale i håndholdt telefon, koster det en bøde på 2.000 kr. og et klip i kørekortet. Alligevel tager flere nordjyder risikoen og sms'er taler og i deres håndholdte mobiltelefoner.
Bare i årets 10 første måneder, har Politiet uddelt bøder til 1341 nordjyder, der har haft travlt med at foretage sig andet, end at køre bil. Den kommende uge forventes det tal at stige.
Kampagnen sker i samarbejde med kommunerne i Brønderslev, Hjørring, Jammerbugt, Rebild, Vesthimmerland og Aalborg samt Rådet for Sikker Trafik.
En undersøgelse blandt danske bilister, som analysebureauet Wilke har gennemført for Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension i 2022, viser også, at antallet af uopmærksomme bilister er stort.
Selvom hele 91 procent af bilisterne mener, at det er uacceptabelt at taste på sin mobil, når man kører bil, så er det kun 74 procent af bilisterne, som svarer, at de aldrig skriver eller taster på mobiltelefonen, når de kører.