Fælles front mod indbrudstyve
Foto: Arkiv
Borgerne i Hjallerup er træt af et stigende antal indbrud. Nu samles de og vil have fælles nabohjælp.
Det er blevet for meget for borgerne i Hjallerup.
- 2012 var et hårdt år - der var mange indbrud i Hjallerup, siger Knud Mikkelsen, der selv fik stjålet smykker og sølvtøj fra sit hjem i oktober 2012.
Både i butikker og i privatboliger har Hjallerup haft for mange indbrud, mener borgerne. Så på tirsdag mødes de sammen med lokalpolitiet og diskuterer fremtiden.
- Vi vil lave et naboværn. Og vi vil også kigge på andre sikkerhedsmuligheder som belysning og avancerede låse, siger Knud Mikkelsen.
Det lokale politi er glade for den øgede interesse, men mener, de har okay styr på indbrudstyvene.
- Vi varetægtsfængslede et par stykker for noget tid siden, og siden har der været ro i byen, siger Hjallerups landbetjent Møller Christensen.
Der er borgermøde i Hjallerup Samvirke tirsdag den 22. januar klokken 19 i Hjallerup Idrætscenter. Eneste punkt på agendaen er at finde et middel mod indbrudene.