Fælles energi i Nordjylland
Foto: TV2/Nord
Elforsyningen Nordvendsyssel og Elforsyningen Sydvendsyssel går sammen og bliver til Nord Energi. Det besluttede de to elforsyningsselskaber torsdag aften på deres repræsentantskabsmøder.
Fusionen gælder med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2011.
Nord Energi bliver med sine ca. 90.000 forbrugere blandt de 10 største elselskaber i Danmark. Nord Energi er ejet af forbrugerne og et af målene med fusionen er at reducere omkostningerne til gavn for ejerne. Et stærkt regionalt elselskab i Nordjylland vil endvidere sikre lokale arbejdspladser og lokal ledelse i elforsyningen.
Nord Energi har ca. 140 medarbejdere, og etableringen af Nord Energi vil uundgåeligt betyde, at et antal arbejdspladser vil blive rationaliseret væk. Dette vil hovedsageligt finde sted ved naturlig afgang over de næste 2-3 år.
Nord Energi vil få hovedsæde i Hjørring og direktionen vil bestå af direktørerne Søren Juul Hansen og Peder Kjeldgaard med sidstnævnte som adm. direktør.