Få skattelettelser til nordjyderne: De rige kommuner får mest
Foto: Daniel Mikkelsen
Ulighed er på dagsordenen, når landets kommunalpolitikere i disse dage stimler sammen til topmøde i Aalborg.
Der bliver diskuteret masser af politik i Aalborg i dag og i morgen. Byen er nemlig hjemsted for Kommunalpolitisk Topmøde 2019, hvor landets kommunalpolitikere og flere landspolitikere deltager. Et af emnerne, der skal diskuteres, er ulighed.
- Jeg synes, det er rimeligt, at man flytter nogle penge fra de velhavende kommuner, hvor man har så mange penge, at man har en bugnende kasse til nogle af de kommuner, hvor man ikke engang kan leve op til servicerammen. For eksempel nogle af kommunerne her i Nordjylland, siger skatteminister, Karsten Lauritzen, fra Venstre.
En ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at borgerne i landets fattigste kommuner har fået mindst ud af de seneste 15 års skattelettelser, mens de rigeste kommuner har fået mest.
I bunden ligger Mariagerfjord Kommune, hvor hver borger over de seneste 15 år i gennemsnit har fået en skattelettelse på 4700 kroner. I toppen af listen ligger Gentofte Kommune. Her har borgerne i gennemsnit fået 32.000 kroner mere til sig selv om året.
- Det er jo de små og mindre rige kommuner, som endnu engang kan bevise, at det er dyrt at være fattig. Tager vi mange andre serviceområder, så vil vi også se, at der er en himmelråbende forskel på nogle rige kommuner og andre kommuner, som vi er en del af, lyder det fra Mariagerfjords borgmester, Mogens Jespersen, Venstre.
Fire nordjyske kommuner skraber bunden
Det er ikke kun i Mariagerfjord, at borgerne må se langt efter ekstra penge. Tre andre nordjyske kommuner er med i top ti over de kommuner, der har fået mindst over de seneste 15 år. Det gælder Brønderslev Kommune, hvor borgerne har fået en skattelettelse på 7.400 kroner, og i Morsø og Vesthimmerlands Kommuner har borgerne fået en skattelettelse på 6.500 kroner.
Skattelettelser i de nordjyske kommuner
- Rebild: 12.800 kroner
- Aalborg: 11.200 kroner
- Læsø: 9.900 kroner
- Jammerbugt: 9.100 kroner
- Thisted: 9.100 kroner
- Hjørring: 8.500 kroner
- Frederikshavn: 7.900 kroner
- Brønderslev: 7.400 kroner
- Vesthimmerlands: 6.500 kroner
- Morsø: 6.500 kroner
- Mariagerfjord: 4.700 kroner
Beløbene er opgjort per borger årligt.
Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Oppositionsleder og statsministerkandidat, Mette Frederiksen, fra Socialdemokratiet ser gerne, at der rettes op på uligheden:
- Hvis vi vil have et Danmark, der hænger bedre sammen, så bliver man nødt til at føre en økonomisk politik, der ikke kun er til gavn for dem, der i forvejen har, og det kræver altså en ny regering, siger hun.
Forhandlingerne om en ny udligningsreform, der omfordeler penge blandt landets kommuner, er i øjeblikket strandet, og der kommer først en afklaring efter det kommende folketingsvalg:
- Jeg betragter det som en helt bunden opgave, hvis der kommer en ny regering efter næste valg, at vi skal lave en ny udligningsreform, for der er nogle skævheder i den kommunale økonomi, siger formand for Socialdemokratiet, Mette Frederiksen.
I Venstre er politikerne også klar på et opgør med udligningssystemet, som det er nu:
- Den regering, jeg er en del af, har jo foreslået en udligningsreform, hvor man flytter penge fra de større byer til Vesthimmerlands Kommune, til Jammerbugt Kommune, og andre af de kommuner, der ikke har stor glæde af skattereformen, men det var der så andre partier, der synes, det var en rigtig dårlig idé, siger skatteminister, Karsten Lauritzen, Venstre.