EU: Millioner til digitale medier i Aalborg
EU's regionalfond bevilger 12,7 mio. kroner til at igangsætte en række initiativer, der skal være med til at booste udviklingen yderligere indenfor interaktive medier i Nordjylland de næste tre år.
Op i verdenseliten
Nordjylland har potentiale til at komme op i verdenseliten indenfor udnyttelsen af digitale medier og har i de seneste år markeret sig internationalt som et område med stor viden og kompetencer indenfor udvikling af software til bl.a. mobiltelefoner.
Som en direkte følge deraf er der skabt et miljø af en lang række virksomheder med meget høj kompetence på dette område.
Væksthuset Bretteville
Væksthuset Bretteville, der havde officielt åbning den 2. november 2007, har i dag 15 virksomheder med tilsammen mere end 30 ansatte. Miljøet består primært af små virksomheder, som befinder sig på vidt forskellige udviklingstrin - lige fra opstartsvirksomhed til virksomheder der har været i drift i flere år.
Digitalt Hotspot
- Omdrejningspunktet i projektet er udnyttelsen af nordjysk talent og ny teknologi inden for de nye oplevelseserhverv, med det formål at skabe et digitalt hotspot i Nordjylland, der er i stand til at generere nye arbejdspladser indenfor digital indholdsproduktion, fortæller projektleder Dolan Sund Nielsen.
- Vi forventer, at der ved afslutningen af projektet er skabt ikke mindre end 40-50 arbejdspladser i helt nye virksomheder, som arbejder med digital indholdsproduktion i Aalborg alene. Vi regner også med, at projektet vil have en afsmittende effekt på udviklingen af digital indholdsproduktion i hele regionen.
Satellitarbejdspladser
Projektet lægger således op til, at der etableres en række satellitarbejdspladser rundt omkring i regionen, samt at initiativet vil skabe international interesse omkring de unikke kompetencer, der findes i det nordjyske område.
Læs mere her:
www.bretteville.dk
www.dreamgames.dk
www.platform4.dk