Esbjerg sænker Aalborg på straffeslag
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Med undtagelse af Aalborg Pirates formåede tophold i Danmarks bedste ishockeyrække at vinde fredagens kampe.
Esbjerg stod for fredagens største overraskelse i Danmarks bedste ishockeyrække, AL-Bank Ligaen, da vestjyderne slog Aalborg Pirates med 3-2.
Efter 2-2 efter ordinær tid sikrede hjemmeholdet sig sejren i en afgørelse på straffeslag.
Esbjergenserne kom også bedst fra start, da Henric Höglund gjorde det til 1-0 i begyndelsen af anden periode.
Før tredje periode havde de nordjyske gæster fået bragt balance på måltavlen, da Branislav Bendik fik pucken i mål til 1-1.
Hjemmeholdet tog atter føringen ved Tyler Mosienko, inden Rasmus Olsen med 2-2-scoringen for Aalborg fik tvunget kampen ud i ekstra spilletid og straffeslag.
Efter at begge mandskaber havde brændt holdenes første to straffeslags-forsøg, så afgjorde Kasper Gommesen affæren til fordel for Esbjerg, da det lykkedes ham at score det afgørende mål.
Topholdet fra Frederikshavn White Hawks vandt sikkert 4-0 over Copenhagen, mens Herning Blue Fox sejrede med 5-2 ude mod Rødovre Mighty Bulls.
Sønderjyske stod for fredagens mest suveræne sejr, da holdet fra Vojens vandt med 8-0 over Odense Bulldogs.
Frederikshavn White Hawks topper isligaen med 84 point. Herning har 83 point for en kamp færre på andenpladsen, mens Aalborg Pirates har 80 point.