Erkender fejl i sag om byggeaffald
Der er masser af såkaldte fremmedlegemer i den knuste beton som Aalborg Kommune har lagt ud på stierne i Østerådalen.
Aalborg Kommune har fejlet i sagen om det byggeaffald, der er blevet spredt på stisystemet i Østerådalen. Det indrømmer teknik-og miljørådmand Mariann Nørgaard (Venstre) i dag.
Indrømmelsen kommer efter TV2/NORD de seneste tre dage har omtalt sagen.
- Byggeaffaldet hører ikke hjemme i Østerådalen. Der er sket en fejl, det erkender jeg blankt, siger teknik- og miljørådmand Mariann Nørgaard (Venstre) til TV2/NORD.
På mindre end 10 minutter har TV2/NORD nemt kunne indsamle både glasskår, søm, plassticstumper og andre fremmedlegemer i den knuste beton som Aalborg Kommune har kørt ud på stierne i den fredede Østerådalen.
Danmarks Naturfredningsforening mener det er ulovligt, og mange brugere af Østerådalen har de seneste dage på TV2/NORD givet udtryk for deres vrede.
- Jeg kan godt forstå borgerne. Vi har lagt knust beton ud, uden at undersøge om der var affaldsprodukter i det. Forvaltningen vil nu lave en miljøvurdering, og så må vi se om byggeaffaldet skal fjernes, siger rådmanden.
Se TV2/NORD fredag kl. 19.30.