To er fængslet i nordjysk kokainsag
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
To mænd blev fredag anholdt foran banegården i Aalborg. Den ene havde en større mængde kokain på sig.
Nordjyllands Politi har anholdt og sigtet to unge mænd for at handle med narkotika i Aalborg. Lørdag blev mændene i Retten i Hjørring varetægtsfængslet i hver 27 dage.
De blev anholdt fredag sidst på eftermiddagen uden for banegården i Aalborg, hvor den ene havde 663 gram kokain på sig, oplyser anklager Kim Kristensen, Nordjyllands Politi.
Han er sigtet for besiddelse af kokainen. I grundlovsforhøret erkendte han at have været i besiddelse af narkotika, men han har nægtet kendskab til type og mængde, oplyser anklageren.
Den anden, som politiet sigter for forsøg på at komme i besiddelse af narko med henblik på at sælge det, nægter sig skyldig.
Grundlovsforhøret med de to mænd blev holdt for lukkede døre, derfor er det sparsomt med oplysninger om sagen bortset fra oplysninger om sigtelserne og mændenes stillingtagen til dem.
Der er tale om to unge på 19 og 22 år, men det er ikke oplyst, hvor de kommer fra.
Anklageren oplyser dog, at ingen af mændene kærede varetægtsfængslingen til landsretten.