Engelsk er ikke nok
Foto: Hedegaard
150 unge samlet på sprogcamp.
Gymnasierektor fra Hjørring opfordrer eleverne til at udvide den sproglige horisont.
For andet år i træk holder Hjørring Gymnasium og HF i samarbejde med Aalborg Universitet sprogcamp for gymnasieelever, der vil pudse eksempelvis deres kinesiske, spanske og tyske gloser af. Ifølge Rektor Elsebeth Gobel Austin er de 150 deltagere nærmest mønsterelever. Hun benytter lejligheden til at komme med en opfordring til andre unge, der skal vælge studieretning.
- Man taler så meget om, at man skal vælge naturvidenskabelige fag, hvis man skal kunne klare sig, men uden sprog kan man ikke kommunikere naturvidenskaben. Så begge dele er nødvendige, siger hun. Hun oplever, at det er blevet sværere at opretholde nogle studieretninger med mere specielle sprog som kinesisk.
Sprogcampen i Hjørring er sponsoreret af en række virksomheder, der også ønsker sig unge mennesker, der kan andre fremmesprog end engelsk. Og det budskab har de 150 gymnasielever på campen taget til sig.
- Vi har rigtig meget handel med Kina, så det er et rigtig vigtigt sprog. Jeg håber, det åbner nogle døre rent karrieremæssigt, at jeg lærer det, siger Rebecca Hilmer, der kommer fra Paderup Gymnasium ved Randers.