Endnu et dødsstød til Center for hjerneskade i Sindal
Foto: TV2/Nord
Center for hjerneskade i Sindal er truet af lukning.
Region Nordjyllands forretningsudvalg besluttede i dag at indstille til Regionsrådet, at Nordjysk Center for Erhvervet Hjerneskade (NCEH) i Sindal skal lukkes.
Beslutningen om at lukke det nordjyske center indstilles af et enstemmigt Forretningsudvalg i dag. Dermed er NCEH et skridt nærmere en lukning.
Regionsrådsformand Ulla Astman (Soc.Dem.) beklager indstillingen, og frygter at det vil gå ud over de hjerneskadede, der bor nord for fjorden, som efter den forventede lukning skal køre ned til Mors eller Hobro, hvor regionens to andre rehabiliteringscentre er.
Mogens Nørgård (Soc.Dem.), der er medlem af Forretningsudvalget, mener, at centret bør lukke, da belægningen er faldet, fordi kommunerne trækker patienterne hurtigere hjem fra rehabiliteringscentrene, og det dermed ikke hænger sammen rent økonomisk at holde centret åbent.
- Men jeg er bange for, at de hjerneskadede ikke får den hjælp de skal have, siger Mogens Nørgård til TV2/Nord.
Rådmand ved Aalborg Kommune, Tina French Nielsen (V), har i et høringssvar til Regionsrådet anket over, at Region Nordjylland ikke følger den godkendte procedure for nedlukning af rammeaftaletilbud.
- Aalborg Kommune har fuld forståelse for Regionens ansvar i forhold til at tilpasse udbuddet til efterspørgslen, men der ønskes en kritisk vurdering af regionens samlede behov for fase 3. tilbud, forinden afgørelsen træffes i Kontaktudvalget om lukning af tilbuddet i Sindal, skriver Tina French Nielsen i høringssvaret.
Centrets skæbne afgøres endeligt på Regionsrådets møde på tirsdag den. 12. april.