Endnu en nordjysk minkfarm er ramt af corona
Foto: Greg Baker, Ritzau/Scanpix
Nye tal fra Fødevarestyrelsen viser, at endnu en minkfarm i Hjørring er testet positiv for coronavirus.
Nye tal fra Fødevarestyrelsen viser, at endnu en minkfarm i Hjørring er testet positiv for coronavirus. Dermed er på bare en uge sket en stigning fra 12 til 20 smittede farme i Vendsyssel.
Antallet af nordjyske minkfarme, der er ramt af coronavirus, er på et døgn steget med en. Siden fredag er der nemlig konstateret smittet hos endnu en pelsdyravler i Hjørring Kommune.
Det viser nye tal fra Fødevarestyrelsen.
Nu er antallet af corona-ramte minkfarme i Hjørring og Frederikshavn kommuner oppe på 20.
Det svarer samtidig til det samlede smittetal for hele landet for smittede pelsdyravlere. Det vil sige, at alle smittede besætninger findes i Vendsyssel. 17 minkgårde i Hjørring Kommune er smittede, mens tre er smittede i Frederikshavn Kommune.
Hvorfor smitten rammer helt lokalt i Vendsyssel, er der endnu ingen forklaring på, ligesom der heller ikke er noget entydigt svar på, hvordan coronasmitten kan sprede sig så hurtigt fra farm til farm.
- Jeg tør ikke kloge mig alt for meget på det, men avlerne og personalet på minkfarmene bruger stort set allesammen nu mundbind, så snart de træder ind på farmen, selvom myndighederne kun stiller krav om, at man bruger mundbind, når man er i tæt kontakt til dyrene. Vi har også opfordret vores avlere og deres familier til at blive testet en gang om ugen, sagde næstformand hos Nordjyske Pelsdyravlere, John Trier forleden til TV2 Nord.
Han mente, at man måske burde se på, om smitten kan sprede sig gennem måger, der er i området. Minkavlerne har da også og bedt om lov til at skyde måger, men det må kun foregå i jagtsæsonen, har de ifølge John Trier fået at vide.
Også Hjørrings borgmester Arne Boelt (S) mener, man burde gøre noget mere i forhold til de mange smittetilfælde på minkfarme i Vendsyssel, og borgmesteren vil derfor have Fødevarestyrelsen på banen.
- De er simpelthen nødt til at stramme op. De gør slet ikke nok for at bremse smittespredningen fra minkfarmene. Det er som om, de bare trækker på skuldrene. Sådan en smittespredning, som vi ser på minkfarmene, ville de aldrig acceptere, hvis der var tale om svin og slagterier - nu må de i arbejdstøjet og få det her stoppet, lød det fra Arne Boelt forleden til TV2 Nord.
Ifølge organisationen Danske Minkavlere er der 286 minkgårde i Nordjylland. Her af er 20 af dem lørdag den 19. september nu smittet med Covid-19 - hvilket er en stigning på otte smittetilfælde på syv dage.