Endnu en nordjysk gråvejrsdag
Mandag er præget af tætte grå skyer og lave temperaturer.
Nordjyderne står igen i dag op til gråvejr.
På trods af det triste vejr med tætte grå skyer og smådryp, så er skyerne med til, at mandagen alligevel byder på lidt gode vejrmeldinger.
Det tætte skydække har nemlig holdt på varmen hen over natten. Det betyder, at morgenstunden byder på rolige vindforhold og lune temperaturer på omkring 10-11 grader.
I løbet af dagtimerne vil der kunne mærkes en smule vind fra øst, og der er risiko for, at det fugtige vejr i perioder vil blive omdannet til regn.
Lavere temperaturer end normalt
Temperaturerne er ikke så høje, som de plejer at være i september.
De 10-11 grader fra morgenstunden vil kun stige et par grader i løbet af dagen. Meget lokalt vil enkelte nordjyder kunne lune sig på op til 14 grader.
Selvom mandagens vejrudsigt ikke er helt så prangende, så vil dagen alligevel byde på små lyspunkter.
Der vil nemlig være mulighed for lidt opbrud i skydækket, når solen forsøger at varme sig igennem. I perioder vil solens stråler derfor kunne anes gennem de tætte skyer.